Leg og lær dig til dansk med denne app [TIP]
Har du udenlandske venner eller bekendte som gerne vil forstå hvad ‘rødgrød med fløde’ betyder er mulighederne for danskundervisning få og dyre.
Den præmierede og anmelderroste applikation Duolingo kan dog komme til undsætning her. Hvor den tidligere kun understøttede udbredte sprog som engelsk, tysk, spansk eller fransk støder nye sprog nu ind i Duolingos repertoire – herunder dansk.
Læs også: Disse apps strammer hjernen op
Undervisningen foregår ved at applikationen tilpasser sig dit niveau og bryder indlæringen op i små udfordringer indenfor ordforråd, forståelse, udtale og oversættelser – det hele i en underholdende atmosfære som sikrer sjov, gradvis indlæring. Som bruger belønnes dine rigtige svar med point og din indsats præmieres med level-ups og udfordringer der kan deles med vennerne.
Efter 3 måneder i beta-stadiet er den engelsk-danske undervisning nu tæt på at være færdig, og du kan allerede nu gå i krig med Duolingos hundredvis af udfordringer til nybegyndere i dansk.
Duolingo er gratis og kan hentes til Android her, Windows Phone, samt iOS her.
Duolingo har over 25 millioner brugere på verdensplan og understøtter spansk, irsk, fransk, italiensk, tysk, hollandsk og portugisisk for engelsktalende. Du kan høre mere om hvorfor Duolingo er gratis i præsentationen herunder.