Nokia E52 – ikke optimal businessmobil (produkttest)
Den halvandet år gamle forgænger Nokia E51 udstrålende stil og godt businessdesign – og man skulle tro, at Nokia E52 ville løfte arven og gøre det endnu bedre. Men E51 er fortsat et bedre køb.
Fysisk er E52 lidt større end E51 hvilket blandt andet har givet plads til en lidt større skærm (2,4 tommer) og nogle store brede taster.
Alle taster er lette at ramme, men opleves også lidt for bløde til at opnå en høj skrivehastighed. Afstanden mellem betjeningsknapper er ligeledes god og der findes genveje til både kalender og mail. På højre side fungerer en tast mellem skru op/ned som mikrofonafbryder under samtale. Samme tast kan også anvendes til at aktivere stemmestyret opkald.
Som på andre produkter bruges 1-tallet til telefonsvarer, firkant til lydløs og i dette tilfælde er stjernen blevet en genvej til Bluetooth on/off – måske en detaljefunktion, men alligevel virkelig godt tænkt og anvendeligt.
Flere opgraderinger
Overalt på specifikations-listen finder vi opgradering på opgradering; Større batteri (1050 / 1500 mAh), længere taletid (325 / 480 min.), flere megapixels (2.0 / 3.2) osv. osv. Det grundlæggende menu- og styresystem er dog det samme – blot opdateret til en nyere version; Symbian OS 9.3 / Series 60 3rd Edition Feature Pack 2.
Det er da heller ikke alt teknikken som gør en Nokia E52-bruger trist til mode. Den opfylder nemlig alle de dagligdags behov for opkald, mail (inkl. Mail For Exchange), sms, kalender m.v. Derimod er det designet.
På en mystisk facon er det lykkedes designerne at få skabt en følelse af billig plastik over hele mobilen. Specielt underligt fordi batteriklappen faktisk er lavet af metal. Den er i øvrigt heller ikke særlig god at holde ved.
Internetdelen er heller ikke særligt imponerende som ikke lever op til, hvad der forventes af en moderne businessmobil.
I testperioden har vi oplevet en batteritid på maksimalt to arbejdsdage – hvor der har været pænt gang i den.
Det er et kæmpe plus at der i toppen er standardstik til hovedtelefoner.
Alt i programmer
Menusystemet reagerer pænt hurtigt og byder på et utal af programmer. Om det er ordbog, PDF-læser, noter, lommeregner, GPS, Nokia Maps, alarm osv. Her mangler ikke noget.
Der medfølger et hukommelseskort på 1GB i salgspakken.
Konklusion: Pris og kvalitet
Et pristjek på Mobilpriser.dk viser, at Nokia E52 kan erhverves uden abonnement for omkring 2.000 kroner mens Nokia E51 ligger på cirka 1.600 kroner.
Jeg synes ikke man får meget mere værdi ved at købe den nyeste udgave. Skulle jeg selv vælge, bliver det stadig den gamle som virkelig er et rigtigt fremragende og slidstærkt erhvervsprodukt.
Nokia E52 får tre ud af seks stjerner.
Tre gode ting
– Opgraderet til alle moderne funktioner
– Understøtter Exchange
– Store taster og skærm
Tre dårlige ting
– Tasterne er bløde og ikke egnet til mange SMS’er
– Ringe design
– Internet ikke optimalt