Samsung og Armani lancerer ny guld-mobil
Samsung og Giorgio Armani har endnu en gang fundet sammen om en ny designertelefon. Det skriver Reuters.
Armani-telefonen har et guldfarvet design, og den bliver leveret med Microsofts nye styresystem, Windoes Mobile 6.5. Touch-skærmen er en 3,5″ AMOLED, og man kan få adgang til et QWERTY-tastatur ved at skyde skærmen til siden.
Specifikationer tæller blandt andet GPS, Wi-Fi, Turbo-3G og en video-afspiller med DivX-understøttelse.
Kameraet skyder med fem megapixels, og der er fotolys såvel som autofokus. Den interne hukommelse er 8GB, men en udvidelse er mulig via microSD.
Ifølge Reuters vil den nye Armani-mobil koste 700 euro – det svarer til cirka 5.200 danske kroner.
Det er tredje gang, at Armani designer en mobil for Samsung.