Navigon opdaterer MN7 til iPhone

Der er kommet fire nye funktioner til Navigons navigationssoftware til iPhone. Desværre er de ikke alle tilgængelige på dansk.

Mobiltelefoner

Alle ejere af Navigons MobileNavigator 7 til iPhone kan gratis opdatere applikationen med fire nye funktioner via App Store.

Opdateringen gør det blandt andet muligt at dele adresser og POI’er via e-mail. Hvis man sender mailen til en anden MN7-bruger, vil vedkommende kunne få direkte adgang til programmet ved at klikke på linket. Denne funktion kaldes Location Share.

Navigon har ligeledes integreret en dedikeret iPod-kontrol, og programmet kan nu også automatisk skifte mellem dag- og natvisning. Umiddelbart fungerer alle tre ting upåklageligt ved første ‘hands on’-oplevelse.

Til sidst og ikke mindst er der blevet plads til Text-to-speech-funktionen, der læser gadenavnene op under køreturen. Desværre er der ikke understøttelse for dansk, men Navigon oplyser til Mobilsiden.dk, at det er på vej.