Investorer vil ikke skyde penge i Bibob
En række potentielle investorer, som Computerworld.dk har talt med, er ikke specielt friske på at skyde penge i teleselskabet Bibob.
Problemet er primært, at Bibob ikke er internationalt. Netop tidligere erfaringer med internationalisering af sådanne teleselskaber, er ret dårlige. F.eks. har TDC forsøgt, at udbrede Telmore til andre lande, men uden den store succes.
– "Det er for os, og de fleste ventureselskaber et must, at der et internationalt perspektiv i de investeringer, vi laver – og det falder BiboB på", lyder det fra Jacob Bratting, Northcap Partners, IT-venture-delen af BankInvest.
Snakken om investorer startede tirsdag i Børsen, hvor Bibobs direktør Frank Rasmussen fortalte, at han mangler en investor i "Hugo Boss-jakkesæt".
Frank Rasmussen siger til Mobilsiden.dk, at det han mente var, at Bibob mangler en person i jakkesæt som kan sælges selskabets løsninger, til de store teleselskaber ude i verden – og ikke direkte en investor.
– "Hvis der kom investorer og bankede på vores dør, ville de konstatere at døren var lukket. De nuværende aktionærer er endog meget tilfredse med vores resultater, og ønsker ikke at dele ejerskabet med andre på nuværende tidspunkt. Der er dog en langsigtet plan om at sælge ejerandele til vore kunder, men det ligger ude i fremtiden", slutter Frank Rasmussen.