Windows Mobile bedst til e-mail
Det er The Strategy Analytics Wireless, der står bag den nye undersøgelse, der viser, at mobiler med Windows Mobile platforme er de mest brugervenlige, når det handler om at sætte mobilen op til e-mail.
Helt grundlæggende havde undersøgelsen til formål at undersøge, hvilket smartphonesystem der er nemmest at sætte en POP3 e-mailkonto op på. The Strategy Analytics Wireless havde udvalgt et antal testpersoner, som fik til opgave at sætte deres e-mail op på mobiler med forskellige platforme.
Den bedste
Resultatet var klart: Windows Mobile var den platform, som forbrugerne fandt mest brugervenlig. Det var især den trin for trin guide, som Windows tilbyder til opsætning af e-mail, der faldt i testpersonernes smag.
Den værste
Den værste oplevelse havde forbrugerne med at sætte deres e-mails op på Blackberry-mobiler. Der var ikke en eneste af deltagerne i undersøgelsen, der formåede at sætte deres email-konti op uden at få hjælp.
Midt imellem
Vurderingen af Nokias Series 60 var lidt over middel. Generelt set fandt brugerne det nogenlunde nemt at sætte deres Series60-mobiler op til e-mail – når de altså først havde regnet ud, hvor e-mailopsætningen var placeret.
Til gengæld var der ikke meget positivt at sige om mobiltelefoner med Sony Ericsson UiQ 3.0. Denne platform var næsten lige så dårlig til formålet som Blackberry.