Fejl i Android Auto driver folk til vanvid

En ny irriterende softwarefejl i Android Auto driller ejere af Pixel- og Samsung-telefoner. Bilen forstår, hvem du vil ringe til, men spørger alligevel igen og igen.

Android og iOS
Foto: Mobilsiden.dk

Android Auto er ofte plaget af større eller mindre fejl, og nu kan vi berette om endnu en.

En ny fejl driver nemlig Pixel- og Samsung-ejere til vanvid, fordi forsøg på at lave et håndfrit telefonopkald forvandler sig til en uendelig forhørssituation.

Uendelig forhørsrunde bak rattet

Problemet rammer bredt blandt ejere af nyere smartphones som Google Pixel 10 og Samsung Galaxy S26. Fejlen opstår, når man med stemmen beder systemet om at foretage et opkald eller sende en besked.

Selvom skærmen i bilen viser navnet på kontaktpersonen korrekt, bliver systemet ved med at spørge, hvem du ønsker at kontakte. Dermed ender en ellers simpel stemmekommando med at blive en uendelig forhørsrunde i bilen.

Vi prøvede at teste Android Auto med en Google Pixel 9 Pro XL, og her var der umiddelbart ingen problemer, men der kan være mange årsager til, at sådan en fejl dukker op.

Google har endnu ikke fundet en permanent løsning på problemet, men Googles supportteam samler ifølge Android Authority i øjeblikket fejlrapporter fra de ramte bilister.

Læs ogsåSeneste nyheder om Android og iOS

Uheldig timing for Google

Timingen for den nye softwarefejl er uheldig for Google, da den falder sammen med den bredere udrulning af store AI-satsning, hvor Gemini rulles ud på alle enheder og platforme, herunder Android Auto i bilen.

Fejlen er et godt eksempel på, hvorfor brugen af AI ikke altid er til det bedre. Google Assistent var måske ikke lige så avanceret som Gemini, men den kunne i det mindste finde ud af helt grundlæggende ting og løste dem hurtigt. Her fejler Gemini stadig til helt banale ting, som en stemmeassistent tidligere har kunnet uden problemer, men som kan være vanskeligt for en sprogmodel.

Når noget så grundlæggende som det at foretage et telefonopkald eller at sende en besked med stemmen svigter, tvinges føreren samtidig til at fjerne blikket fra vejen for at gøre det ad omveje, hvilket ødelægger hele idéen med en sikker og bilvenlig brugergrænseflade på bilens skærm.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov