Huawei lancerer P20 Lite i Danmark: Pris og tilgængelighed
Da Huawei holdt en stor event i Paris sidste uge, var det kun P20 og P20 Pro, der blev annonceret. Ligesom tidligere events gemte Huawei nemlig den skrabede Lite-variant til senere – det vil sige i dag.
Huawei har nemlig netop præsenteret P20 Lite officielt, selv om den har figureret hos flere forhandlere de seneste dage og de fleste oplysninger i lang tid har været lækket.
Læs også: Huawei P20 Pro – De første indtryk
Dagens formelle afsløring af P20 Lite gør dog også, at vi nu kender til den præcise danske vejledende pris. Ifølge Huawei koster P20 Lite 2.799 kroner, og du kan allerede nu købe den. I forhold til P10 Lite er den nye P20 Lite dermed 300 kroner dyrere.
“P20 Lite er den ultimative smartphone, når det kommer til at få værdi for pengene. Kameraet, skærmen, ydeevnen og designet er helt i top, og når du tager prisen på 2.799 kr. med i betragtningen, så tror jeg ikke, der er mange, der kan levere samme kvalitet til den pris,” siger Marie Dam Feldborg, Senior Marketing Manager i Huawei Danmark.
Her kan du købe Huawei P20 Lite i Danmark
En af forhandlerne, har ført Huawei P20 Lite i efterhånden et par dage, er Elgiganten, som tager netop den vejledende pris på 2.799 kroner for telefonen. Du kan også finde Huawei P20 Lite hos forhandlere som Power, CDON og Wupti. Den er også allerede at finde hos alle de store teleselskaber – helt præcist Telia, 3, TELMORE, Telenor, YouSee, Call me.
Huawei P20 Lite kan fås i farverne Midnight Black, Klein Blue og Sakura Pink.
For de 2.799 kroner får du en 5,84″ stor IPS LCD-skærm med samme udformning som de dyrere modeller – det vil sige det famøse hak i toppen af skærmen. Skærmens ekstra lange 19:9-format gør, at den har en opløsning på 2.280 x 1.080 pixels – det vil sige FHD+.
Ud over den større skærm har P20 Lite også fået en ordentlig opgradering på kamerafronten. Der sidder nu to sensorer bagpå: den ene er på 16 megapixel og den anden på 2 megapixel, hvor P10 Lite kun havde en enkelt sensor på 12 megapixel. Den primære sensor har en blænde på f/2.0, mens 2 megapixel-sensoren har en blænde på f/2.2. De to sensorer kan i samspil med hinanden tage fotos med den såkaldte bokeh-effekt med slørede baggrunde.
Af mekanik består P20 Lite af Huaweis egen HiSilicon Kirin 659-processor, som er samme processor, som man kan finde i den endnu billigere model, P smart, og Mate 10 Lite. Dertil er der 4 GB RAM og et batteri på 3.340 mAh. Ligesom med Huaweis andre discountmobiler må du dog nøjes med den efterhånden noget gamle MicroUSB-port i stedet for USB-C.