Google viser nye funktioner med RCS, efterfølgeren til SMS

Efterfølgeren til SMS, RCS, får gradvist flere funktioner. Nu viser Google nye RCS-funktioner frem, som firmaer kan bruge i deres kommunikation til kunder.

Google viser nye funktioner med RCS, efterfølgeren til SMS

Du har formentligt prøvet at modtage SMS’er fra virksomheder, som sender praktiske oplysninger af den ene eller anden art ud til dig. Det er dog ikke særligt spændende at kigge på en traditionel SMS med en lang tekst uden nogle interaktive elementer eller noget i den stil.

Netop dette vil standarden Rich Communication Services, bedre kendt som RCS eller efterfølgeren til SMS, lave om på. RCS muliggør chatsamtaler i stil med apps/tjenester såsom Messenger, iMessage og Whatsapps, men i den indbyggede besked-app på, indtil videre, Android-mobiler. Det hele kører via ens telefonnummer og igennem dit teleselskab, men er internetbaseret – og det giver helt nye muligheder for dem, som har et teleselskab, der allerede understøtter teknologien.

Læs også: Apple kan være på vej med understøttelse af RCS

Firmaer kan nemlig også gøre brug af de nye muligheder i teknologien for at forbedre deres kommunikation til deres kunder. I stedet for at sende kedelige SMS-beskeder ud gør RCS det nemlig muligt at sende billeder, interaktive elementer og andre smarte ting ud til kunder via deres telefonnummer.

Netop dette beskriver Google i et nyt blogindlæg. Efter at have testet de muligheder, som RCS eller ”SMS 2.0” giver, er Google nu klar til at præsentere nogle af disse.

RCS
Foto: Google

Det første eksempel viser Booking.com, der kan sende en præsentabel besked ud til kunder, som lige har booket et hotelværelse. Her giver RCS nye muligheder såsom et billede af hotellet, en knap til at tilføje bookingen i ens kalender og en knap til at installere Booking.com’s app.

RCS
Foto: Google

Det andet eksempel viser fastfoodkæden Subway, som kan sende tilbud ud til kunder via RCS. Her ses også et billede i beskeden, som gør den mere præsentabel. Der er også en knap til at åbne tilbuddet.

RCS
Foto: Google

Et eksempel fra blomsterforretningen 1-800-Flowers viser også, at firmaer kan udfylde ”profiler”, så modtagere af beskeder kan læse praktiske oplysninger om firmaerne direkte i besked-appen. Det inkluderer info såsom telefonnummer, hjemmeside, e-mailadresse, en beskrivelse af firmaet og knapper til at ringe og skrive til det.

RCS
Foto: Google

Næste eksempel er fra firmaet 1-800-CONTACTS, som udsender en ordrebekræftelse med et link til trackinginformationer om en forsendelse. Her omdanner RCS automatisk linket til en knap, hvor man kan åbne hjemmesiden. Dertil indeholder beskeden også et billede.

RCS
Foto: Google

Et eksempel fra firmaet SnapTravel viser en bekræftelse på en booking – også med et billede og andre oplysninger om hotellet såsom antal stjerner, dato for booking og en knap til at åbne bekræftelsen. Dertil giver RCS mulighed for at lave en ny søgning og chatte med en agent via samtalen.

RCS
Foto: Google

Også DHL har afprøvet RCS-teknologien med en præsentabel besked, når der skal sendes trackingnummer ud til kunden. Her indeholder beskeden også nogle knapper, man kan klikke på.

RCS
Foto: Google

Sidste eksempel er Salud Móvil, som udsender en besked med billede og knapper til at kontakte virksomheden.

Læs også: Telenor Norge lancerer SMS+ baseret på RCS

Ovenstående er kun eksempler på relativt simple ting, som RCS-standarden giver firmaer. I fremtiden vil der flere avancerede funktioner, da RCS-standarden er fortsat under udvikling. Blandt andet vil RCS på et senere tidspunkt understøtte internetbaserede tale- og videoopkald og deling af højopløselige billeder.

RCS understøttes pt. på Android-mobiler fra de fleste producenter via den indbyggede besked-app. Nogle af teleselskaberne, som understøtter RCS, er America Movil, AT&T i Mexico, Celcom Axiata Berhad, Freedom Mobile, Oi, Telia Company, Telefonica, Deutsche Telekom, Globe Telecom, Orange, Rogers Communications, Sprint og Telenor Group.

Der går også forlydender om, at Apple pønser på RSC-understøttelse, men det er endnu løse rygter. I hvert fald vil RCS give særligt mening, hvis standarden formår at forbinde iPhone– og Android-brugere, så de kan bruge interaktive funktioner på tværs af platforme.