Test: Apple iPhone SE 2020 – Et fornuftigt iPhone-valg
Nu er iPhone SE tilbage. Formlen er den samme: Den er klart den billigste iPhone, den opfylder forbrugernes basale behov og den vil uden tvivl have en lang levetid. Man hvordan er den at bruge og hvordan er konkurrencen? Her er vores test af iPhone SE 2020.
Den originale iPhone SE endte med at blive et forbløffende populært produkt. Tilbage i 2016 gik trenden mod større mobiler, større batterier, hurtig opladning, buede skærme og meget mere. Og på markedet kom denne lille bitte iPhone, med samme design som en iPhone 5 fra 2012, og blev blandt de mest solgte.
Den var på ingen måde banebrydende, men var netop den telefon, som mange stod og manglede. En mobil, som ikke fyldte meget i lommen, som ikke var for dyr, som var let at bruge og som de kunne forvente ville holde i mange år. Og tager vi et kig på opdaterings-situationen for første generation af iPhone SE, så modtager den, her fire år efter lanceringen, stadig nyeste software fra Apple.
Se også: Sammenlign priser på iPhone SE 2020
iPhone SE 2020: Fordele og ulemper
Fordele
- Lille, kompakt og godt bygget
- Kraftfuld
- Fornuftig pris (for en iPhone)
- Godt kamera
- Trådløs opladning
Ulemper:
- Middelmådigt batteri
- Skærmen mangler lysstyrke
- Forældet design
Se også: Reparation af iPhone SE 2020
Genbrug af design
Ligesom vi så den originale iPhone SE kopiere designet på iPhone 5, så vi iPhone SE 2020 tage samme fremgangsmåde i brug. Denne gang er ofret iPhone 8, hvilket betyder skærmen, og størrelsen, på denne iPhone SE er vokset. Med målene 138 x 67 x 7 millimeter og en skærm på 4,7 tommer er den dog stadig en lille og kompakt mobiltelefon, sammenlignet med det generelle mobilmarked.
Sammenligner man designet med resten af mobilerne på markedet, så ser den forældet ud. Skærmen er lille og kanterne omkring er gigantiske. Det er ikke det mest tiltalende design, men det vil virke fint for langt de fleste. Og ved at benytte et gammelt design, så har Apple kunnet holde omkostningerne nede, og dermed sælge den til samme pris som originalen fra 2016.
Modsat de nyere iPhones med ansigtsoplåsning og ingen hjem-knap, så går iPhone SE tilbage til det som de fleste kender og foretrækker. På forsiden af iPhone SE finder man nemlig den klassiske Touch-ID fingeraftrykslæser, som også fungerer som hjem-knap.
iPhone SE 2020 kommer i tre farver: sort, hvid og rød. Køber man den røde udgave, så går en del af beløbet direkte til Den Globale Fond til bekæmpelse af COVID-19. Den er udstyret med en IP67-certificering, og er dermed godt beskyttet mod væske og støv.
For mig, som anmelder de nyeste mobiltelefoner på markedet, var det faktisk forfriskende at bruge en så lille mobiltelefon. Jeg forstår dem som ikke behøver en stor skærm til at spille spil og se Youtube og andet, men stadig gerne vil have diverse tjenester og et godt kamera.
Læs også: En iPhone SE Plus med større skærm kan blive virkelighed
Specifikationer på iPhone SE 2020
Specifikationer på iPhone SE 2020 | |
Mål og vægt | 138.4 x 67.3 x 7.3 mm
148 gram |
Skærm | 4,7″ IPS LCD
16:9 format i 750 x 1334 pixel |
Chipset | A13 Bionic |
Batteri | 1821 mAh
18W hurtig opladning Trådløs opladning |
RAM | 3 GB |
Lagerplads | 64-256 GB |
Kamera | Hovedkamera: 12 MP f1,8
Frontkamera: 7 MP f2,2 |
Software | iOS 13.5 |
Andet | WiFi 6
Stereohøjtalere IP67 |
Læs også: iPhone SE 2020 eller disse fem Android-mobiler
Hardwaren både imponerer og skuffer
Under motorhjelmen på iPhone SE 2020 finder man også genbrug, men også overraskende nyt. Apple har nemlig fået plads til deres absolut hurtigste processor i det lille kabinet, som endda slår de fleste, hvis ikke alle, Android topmodeller af banen. Apples A13 Bionic processor er der fart på og er den samtidig meget energivenlig. Der er intet i Apples Appbutik, som iPhone SE 2020 ikke kan håndtere, og den vil kunne holde trit længe.
Grunden til at Apple har udstyret iPhone SE 2020 med A13 Bionic er indlysende. Planen er den samme, som den var for fire år siden: Lave den billigste iPhone, genbrug det vi kan og sørg for at den har en lang levetid. Og iPhone SE 2020 skal nok kunne holde længe, specielt med Apples imponerende historik med at supportere deres produkter.
Men her stopper det sjove også, næsten da. Resten af hardwaren er mere eller mindre genbrug fra iPhone 8, som blev lanceret i 2017. Og dog, for her gemmer sig nemlig både trådløs opladning og hurtigopladning, men det vender vi tilbage til. Skærmen er et levn fra fortiden. Her taler jeg ikke om størrelsen, men om teknologien. Her er tale om en IPS-skærm, som hverken har særligt flotte farver, opløsning eller lysstyrke.
iPhone SE 2020 kommer selvfølgelig med seneste udgave af styresystemet iOS, som i skrivende stund er version 13.5. Det er det samme iOS som de fleste kender og er trygge ved. Det er lige til at gå til, og let at få alle de gamle data rykket med over på en ny telefon. Er man i Apples økosystem, så spiller enhederne utroligt godt sammen, selvom man let kan blive låst i det. I min test af iPhone SE har jeg oplevet den, som værende exceptionelt hurtig og let at enhåndsbetjene, hvilket selvfølgelig skyldes størelse, men også optimeringer i iOS.
Hjem-knappen er tilbage
Genbrug er ikke altid dårligt. At bruge det samme design synes jeg er kedeligt, men at bringe Touch ID tilbage, er der rigtig mange der vil sætte pris på. Jeg er forlængst blevet vant til ansigtsoplåsning og fingeraftrykslæsere indbygget i skærmene, men det var overraskende let at gå tilbage til Touch ID. Det er hurtigt og den virker hver gang.
Samtidig fungerer fingeraftrykslæseren som hjem-knap – som for mange også er en panik-knap. De nyeste iPhones og Androids styres med fingerbevægelse, hvilket er ganske intuitivt, men også kompliceret for nogle. Dét at have en fysisk knap, hvor man altid kan komme tilbage, tilbage i sikkerhed, betyder meget for nogle brugere.
Desværre gør Touch ID-knappen også, at kanten omkring skærmen bliver kæmpestor. Uden den kant ville mobilen have en meget mindre størrelse.
Læs også: Afstemning: Skal du have den nye iPhone SE 2020?
Et iPhone-batteri fra fortiden
I dag bliver der smidt kæmpestore batterier i mobiltelefonerne, både topmodeller og mellemklasse-mobiler, hvor man ofte kan forvente halvanden til to dages brug. Selv i de nyeste iPhones, iPhone 11, 11 Pro og 11 Pro Max, er batteritiden blevet væsentligt forbedret. Men sådan skulle det ikke gå for iPhone SE 2020.
Den kommer nemlig med præcis samme batteri, som vi finder i iPhone 8. Et batteri på lige over 1800 mAh, som knap holder den kørende en hel dag. Batteriet er nok det, der har skuffet mig mest i test-perioden med iPhone SE 2020.
Til gengæld er den blevet udstyret med både trådløs opladning og hurtig opladning. En adapter til 18W-hurtigopladning er dog ekstraudstyr, men har du en iPad oplader liggende, så lader den også ganske hurtigt op.
Læs også: Er batteriet virkelig vigtigst ved køb af en ny mobiltelefon?
Et solidt kamera
Kameraet er blevet en vigtigere komponent i mobiltelefonen, end det var tilbage i 2017. Derfor kan det umiddelbart skuffe at høre, at iPhone SE 2020 kommer med samme kamera som iPhone 8: Et enkelt 12 megapixel kamera på bagsiden. Her er hverken mange megapixel, mange funktioner eller flere kamera-typer, som vi kender fra andre af nutidens telefoner. Men pas på med at dømme den for tidligt.
For bag det gamle 12 megapixel kamera finder vi A13 Bionic-chipsettet, som også står for efterbehandling af fotos og endda tilføjer funktioner. Og hvis vi samtidig lige overvejer, hvilke funktioner vi egentlig bruger på vores mobiltelefoner, så kan jeg ærligt sige, at 90 procent af tiden benytter jeg det primære kamera. Ultra vidvinkel og telefoto er lækkert at have, men de langt de fleste billeder bliver skudt med hovedkameraet. Med A13 Bionic kommer også portræt-funktion med baggrundssløring og 4K-video ved 60 fps. Desværre er nat-funktionen fra iPhone 11 ikke flyttet med over i iPhone SE 2020.
Og kvaliteten af billederne er faktisk rigtig god. Her er en god dynamisk rækkevidde, naturlige farver, en fremragende kontrast, en tilpas skarphed og en god baggrundssløring i portræt. Jeg har i min test af iPhone SE 2020 nydt at tage billeder med den. Aften- og natbilleder er en lidt anden snak. Det er bedre end i iPhone 8, på grund af A13-processoren, men kamera-sensoren kommer til kort her. Men for en telefon til 3.699 kroner, så er det et virkelig godt kamera.
Se også: Den billigste pris på iPhone SE 2020
Konklusion: En anbefalelsesværdig iPhone
Det har været ret interessant at lave en test af en telefon som iPhone SE 2020. Den er meget anderledes end de telefoner jeg normalt får stukket i hånden, med kæmpe skærme, masser af kameraer og hobevis af funktioner. Her får man i stedet en solid iPhone-oplevelse til billigere penge – og det er der rigtig mange, som gerne vil have. Den er lille og handy, har en virkelig god software og et godt kamera, til en fornuftig pris. Mange vil desuden sætte pris på hjem-knappen med fingeraftrykslæser.
Apple har truffet de rigtig kompromisser for, at kunne holde prisen nede på 3.699 kroner, for den billigste model. Præcis det samme, som iPhone SE kostede i 2016.
Skærmen giver ikke den bedste oplevelse, specielt når solen står højt på himlen, og batteritiden er virkelig skuffende. Designet er heller ikke det mest inspirerende og der er heller ikke et 3,5 mm jackstik at finde. Men for dem, som gerne vil have en billig iPhone, så er iPhone SE 2020 et virkelig godt valg. Den kommer til at holde mange år frem.
iPhone SE 2020 lander på 4,5 ud af 6 stjerner.
Mere om Mobiltelefon
Redaktionen har fulgt sagen og her er den seneste opdatering. Daniel Søgaard Hald gik et skridt videre. 20/5/2020 fulgte vi op med en artikel der omhandler OnePlus 8 sætter barren højt for prisvenlige flagskibe i 2020 – Klik her og læs historien.. Redaktionen har fokus på tematikken. De seneste nyheder finder du her.