Samsung Galaxy Buds 2 – specifikationer og pris på det nye headset
Samsung Galaxy Buds 2 er opfølgeren til Galaxy Buds Live, der kom sidste år. De skilte sig ud fra praktisk talt alle andre produkter i kategorien true wireless med sit bønnelignende design. Specifikationer og pris på Galaxy Buds 2.
Samsung Galaxy Buds 2
Det nye true wireless in ear headset ventes at få samme design som forgængeren, men den kommer i en række nye farver. Lyden var ganske udmærket i originalen, men vi forventer naturligvis, at den bliver endnu bedre i den nye variant.
Bedre ANC i vente
Det rygtes i hvert fald, at Samsung har arbejdet på at forbedre støjreduktionen. Den var ikke for god på Buds Live, så det vil være kærkomment, hvis Samsung fokuserer på at forbedre den del i det nye headset.
Støjreduktionsfunktionen reducerer baggrundsstøj med op til 98 % forklarer Samsung selv og i samtaler bliver brugerens stemme klarere takket være et nyt system, der filtrerer en række distraherende baggrundslyde fra.
ANC’en bliver fremhævet af Samsung selv, men en test må vise, om de nu også leverer støjreduktion, som kan matche de bedste headsettet i kategorien.
Se også: Test af de bedste headset
Svagere batteritid
Batteritiden er underligt nok svagere i Buds 2. Galaxy Buds Live kunne levere 6 timer på en opladning med ANC aktiveret og 8 timer uden ANC. Med æsken får man op mod 30 timers batteritid på farten. Det er en fremragende batteritid for et headset i denne kategori.
Buds 2 har batteritid på 5 timer med ANC og altså også færre timer i alt med æsken – nemlig 20 timer. Det er naturligvis lettere skuffende, selvom 5 timer nu også er spiseligt for et headset som dette.
Uden ANC får man 7 timers batteritid på en opladning og 29 timer med æsken. Æsken kan lade headsettet op til 1 times afspilning på fem minutter – det er godkendt.
Man får ellers også trådløs opladning som på forgængeren.
Se også: Priser på headset
Pris på buds 2
Rygterne sagde, at Samsung ville sætte et prisskilt på omkring 1.200-1.300 kroner for dette vandafvisende headset. Det rygte holder vand, for den vejledende pris er 1.199 kroner.
Forgængeren startede ud med en pris på 1.399 kroner, så det er altså 200 kroner mindre, man skal punge ud med for at få fingre i headsettet.
Du kan vælge mellem fem farver – om alle farver er tilgængelige i Danmark, står uklart lige nu: Sort, hvid, gul, lilla og grøn.
Se også: Nyheder om headset