Nissan Leaf i ny 2022-model – hvad er nyt?
Nissans Leaf er netop blevet annonceret i en 2022-udgave, der byder på design-opdateringer og flere andre ting. Her tager vi et kig på nyhederne i den prisvenlige elbil Nissan Leaf 2022.
Læs også: Elektriske SUV’er – elbiler med plads til familien
Nyt moderne design til Leaf
Inden Nissan løfter sløret for en afløser til den elektriske Leaf, der angiveligt er en crossover-SUV, kommer nu en ny 2022-udgave af den. Nissan Leaf har længe været et populært valg af elbil, da den er blandt de billigste på markedet og samtidig byder på god plads.
Leaf er dog ikke elbilen, der scorer højt, når det kommer til design – indtil nu i hvert fald. Nissan har netop afsløret hvordan 2022-modellen af Leaf vil se ud, og elbilen ser nu betydeligt bedre og mere moderne ud.
Leaf får i år en make-over med et mere moderne design med skarpere kanter, nye logoer, nye fælge og farver. Den største visuelle ændring er de nye Nissan-logoer, som man finder på for- og bagside. Leaf kommer til Europa med to nye hjuldesigns, hvor udgaven på pressebillederne har nye 17-tommer hjul.
Nissan tilføjer også to nye farvemuligheder: Universal Blue (lånt fra den elektriske Ariya og Qashqai) og Magnetic Blue. Interiøret forbliver uændret, og har stadig NissanConnect infotainment-systemet – her er dog også Apple CarPlay og Android Auto. Leaf kan udstyres med avancerede fartpiloter, herunder ProPilot (semi-autonom pilot).
Specifikationer om Nissan Leaf 2022
Når det kommer til Nissan Leaf 2022 og dens specifikationer er der dog ikke meget nyt at se. Her finder vi de samme to batterier, et 40 kWh og et 62 kWh, der giver henholdsvist 285 og 385 kilometer på en opladning. Når det kommer til opladning er det også samme CHAdeMO-opladningsstik – altså ikke et skifte til CCS, som størstedelen af de elektriske biler benytter i dag.
Nissan Leaf har en vejledende pris fra 189.900 kroner. Den billigste model har en rækkevidde på op til 285 kilometer (40 kWh batteri), ladeeffekt på op til 50 kW og accelererer fra 0-100 km/t på 7,9 sekunder. Bagagerummet holder 435 liter.
Se også: Nyheder om elbiler