Škoda ENYAQ iV får Længere rækkevidde og hurtigere opladning
Škoda er nu klar med forbedringer til elbilen ENYAQ iV, der kommer med den store ME3-softwareopdatering. Her kan ejerne se frem til en anelse længere rækkevidde, en hurtigere opladning, fremtidige opdateringer over-the-air samt flere andre funktioner.
Nye elbiler har den store fordel, at de kan blive bedre med tiden. Dette har vi tidligere set producenter som Tesla være gode til, hvor bilerne er blevet mere effektive, lettere at bruge og ikke mindst hurtigere og sikrere. Volkswagen rullede ME3-opdateringen ud tidligere i år og nu er turen altså kommet til Škoda, der byder på deres egen brugerflade.
Se også: Top 10 elbiler i maj: Skoda Enyaq iV tog førertrøjen
Softwareopdateringen forbedrer ENYAQ iV
Med denne store softwareopdateringer er der forbedringer til det digitale cockpit, head-up displayet, infotainmentsystemet, opkoblede funktioner og ikke mindst til bilens rækkevidde og opladning.
Denne software gør nemlig ENYAQ iV en anelse mere energieffektiv. Det betyder, at man kan forvente at køre lidt længere på en opladning. Der oplyses fra Škoda i Danmark ikke hvor langt, men at der er tale om “lidt længere”.
Der kommer dog mere smæk på opladningen, når opdateringen er installeret. Fremover lynlader ENYAQ iV med op til 120 kW og 135 kW. Dertil tilføjes en ny batteripleje-funktion, hvor batteriet kun oplades til 80 procent, næste gang bilen bliver sat til opladning.
Den skal først forbi værkstedet
Dette bliver den sidste opdatering til ENYAQ iV der kræver, at den skal en tur ind på værkstedet. ME3-softwaren gør det nemlig muligt, at bilen fremover kan få opdateringer over-the-air (OTA).
Opdateringen tager 5 timer
Fredag 19. august modtager ENYAQ iV-ejere en e-mail via ŠKODA Connect, hvori man kan booke tid til softwareopdateringen. Opdateringen er gratis, men du skal væbne dig med tålmodighed. Det forventes nemlig at tage cirka fem timer, oplyser Henrik Hedegaard, som er eftermarkedschef hos ŠKODA Danmark.
Se også: Test af elbiler