OnePlus opdaterer nu telefoner med Android i fire år
Mobilbrugerne har deres telefoner i længere tid end normalt og det lægger pres på mobilproducenterne til at opdatere deres telefoner i længere tid. Det gælder også OnePlus, der netop har meldt ud, at de vil give fire store Android-opdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer til nogle af selskabets telefoner.
Det fortalte Gary Chen, leder af softwareprodukter hos OnePlus, til en række europæiske journalister ved et roundtable-møde og såkaldt European Open Ears Forum i London forleden, hvor mobilsiden.dk også var med.
Se også: Test af OnePlus telefoner
Fire år med Android-opdateringer for at give den bedste oplevelse
OnePlus oplyser ikke, hvilke telefoner der er tale om, men formentlig er det premium-telefoner som 10 Pro og 10T, der får fire års Android-opdateringer og fem års sikkerhedsopdateringer. Næste premium-telefon fra OnePlus er OnePlus 11 og den vil så blive understøttet af den nye opdateringspolitik.
Hidtil har OnePlus garanteret tre års Android-opdateringer og fire år med sikkerhedsopdateringer. Selskabets billigere telefoner fra Nord-serien får Android-opdateringer i maksimalt to år og sikkerhedsopdateringer i maksimalt tre år.
“Som en brugerorienteret virksomhed gør vi alt, hvad vi kan, for at forbedre brugeroplevelsen. Med flere brugere, der beholder deres enheder i længere tid, vil vi gerne sikre, at vi kan tilbyde den mulighed. Denne nye opdateringspolitik vil give brugerne adgang til de nyeste sikkerheds- og funktionelle funktioner, der er nødvendige for at sikre en hurtig og smidig oplevelse i hele telefonens levetid”, forklarer Gary Chen.
Se også: Telefoner der får opdateringer i flest år
Har vores telefon i over fire år
I følge tal fra CCS Insight beholder mobilbrugerne i dag i gennemsnit sine telefoner i 4,2 år. I 2016 lå tallet på knap to år.
Årsagen til, at vi beholder vores telefoner i længere tid i dag er, at særligt premium-telefonerne har så høj kvalitet på skærm, kamera, hastighed i brugerflade og opkobling, at det ikke giver mening at skifte sin mobil ud hvert andet år.