XPeng G6 lanceret: En seriøs konkurrent til Tesla Model Y
Det er ingen hemmelighed, at XPeng med den nye G6 har lavet en direkte konkurrent til Teslas populære Model Y. Med ny produktionsteknologi har de skabt G6, der med imponerende specifikationer og skarp pris skal vippe Tesla af tronen.
Se også: Find prøvekørsel af elbil
XPeng G6 har imponerende specifikationer
XPeng G6 er netop blevet officiel i Kina, hvor den ved et event blev præsenteret. Den nye G6 er en såkaldt “Ultra Smart Coupe”, skriver producenten, men skal vi ikke bare kalde den en crossover med plads til fem personer.
G6 er en meget interessant elbil, for den er XPengs helt store satsning og deres bud på fremtidens bil. XPeng G6 skal være både praktisk, rummelig, hurtig og ikke mindst billig.
XPeng G6 kommer i tre varianter: XPeng G6 Long Range, Super-long Range og Performance.
Den byder på en rækkevidde op til 755 kilometer, en tophastighed på 202 km/t og en 0-100 km/t på ned til 3,9 sekunder. Det er en rækkevidde, der er betydeligt længere end Tesla Model Y Long Range med 533 kilometer. CLTC-rækkevidde er dog som regel omkring 10 procent over WLTP.
XPeng lover hurtig opladning af batteriet i G6, der er bygget på en 800v-platform. 10 minutters opladning giver 300 kilometer rækkevidde.
Dertil har G6 et stort bagagerum på 571 liter, som kan udvides til 1.374 liter med bagsæderne lagt ned.
XPeng G6 får skarp pris
I hjemlandet har XPeng G6 fået en pris fra 250.000 RMB (direkte omregnet 235.000 kroner). Vi forventer en dansk pris lidt over 300.000 kroner.
XPeng G6 kommer til Danmark?
Selvom der ikke er nogle officielle informationer fra producenten, vil jeg gerne lægge hovedet på blokken og sige, at XPeng G6 uden tvivl kommer til Danmark. Alt andet ville være dumt, for bilen passer perfekt til Europa.
Vi forventer G6 lander herhjemme i første halvår af 2024.
Se også: Få den bedste elbilforsikring hos If