Apple Watch kom næsten til Android – men så droppede Apple planerne

Nye oplysninger afslører, at Apple var "næsten færdig" med at gøre Apple Watch kompatibel med Android, men pludselig droppede Apple planerne.

Apple Watch kom næsten til Android – men så droppede Apple planerne

Apple Watch er uhyre populært, men ifølge nye oplysninger fra mediet Bloomberg kunne udbredelsen af uret have været langt større.

Apple arbejdede nemlig, på et ikke nærmere specificeret tidspunkt, på at gøre Apple Watch kompatibelt med Android-smartphones. Apple droppede dog planerne i sidste øjeblik, lyder det.

Ifølge oplysningerne havde Apple også planer om at revolutionere sundhedssektoren ved at introducere glukosemåler i det oprindelige Apple Watch. Det projekt er endnu ikke lykkes.

Læs også: Seneste nyt om Android og iOS

Droppede planer om at lade Apple Watch understøtte Android

Under navnet ”Project Fennel” arbejdede Apples ingeniører på at gøre det muligt for Apple Watch at blive parret med Android-telefoner, som findes i flere milliarder eksemplarer på verdensplan. Det ville øge appellen for Apple Watch i de markeder, hvor Apples iPhone ikke har høje markedsandele.

Det fremgår ikke, hvornår Apple arbejdede på Apple Watch-kompatibilitet til Android. Det skulle efter sigende være forretningsmæssige årsager, som satte en stopper for planerne.

“Hvis man afgav uret (Apple Watch, red.) til Android, ville man udvande urets værdi for iPhone,” oplyser den anonyme kilde til Bloomberg. Det bekræfter tal, som viser, at Android-brugere skifter til iOS i højere grad end omvendt.

Apple Watch har et uforløst potentiale

Ifølge Bloombergs oplysninger havde Apple, under Steve Jobs ledelse, store planer om at gøre det muligt for diabetespatienter at holde øje med deres blodsukker. Det blev til den enhed, vi nu kender som Apple Watch – men uden glukosemåleren som den vigtigste funktion.

Til formålet skabte Apple en hemmelig virksomhed kaldet Avolonte Health, som i 2011 under stor hemmelighedskrammeri skulle udvikle Apple Watch med glukosemåleren.

Apple måtte dog i sidste ende erkende, at det i første omgang ikke kunne lade sig gøre at lancere Apple Watch med glukosemåler. Der var udfordringer med at opnå præcise målinger med forskellige hudfarver og blodtyper, lyder det.

At kunne hjælpe diabetikere er noget, som flere teknologiselskaber har forsøgt sig med. Alphabet, som ejer Google, har forsøgt at lave kontaktlinser, som kan måle blodsukkeret i væsken i øjet. Det er endnu ikke lykkes nogen it-giganter at kommercialisere en glukosemåler i forbrugerelektronik.

Apple arbejder stadig på diabetesprojekt

Apple har dog ikke opgivet deres storstilede diabetesprojekt. For få år siden rykkede de ansatte hos Apple, som arbejder på projektet, over i deres egen afdeling, samtidig med at der stadig investeres massivt i udviklingen.

Kilder tæt på projektet fortæller dog, at funktionen ikke vil være tilgængelig inden for de nærmeste år.

Læs også: Nye sundhedsfunktioner til Apple Watch – her er de bedste