Apple er nu verdens største mobilproducent
Apple har første gang overhalet Samsung og kan nu kalde sig verdens største smartphoneproducent i 2023. Apple solgte mere end 234 millioner iPhones i 2023.
Se også: De bedste tilbud på brugte iPhones
Apple vipper Samsung af tronen
Samsung har længe været verdens største smartphoneproducent, men er nu blevet overgået af Apple, viser rapporter fra IDC og Canalys om det globale smartphonesalg i 2023.
Apple endte med at sælge 234,6 millioner smartphones i 2023, og overgik derfor de 226,6 millioner enheder, som konkurrenten Samsung fik solgt sidste år. Samsung, Xiaomi, Oppo og flere andre producenter tabte markedsandele i 2023, hvor Apple havde en fremgang på 3,7 procent.
“Ikke alene er Apple den eneste spiller i Top 3, der viser positiv vækst hvert år, men de tager også førstepladsen hvert år for første gang nogensinde,” siger Nabila Popal, research director i IDC’s Worldwide Tracker-team.
Se også: Test, bedømmelser og tilbud på iPhones
Samsung udfordres af flere konkurrenter
Apple har slået Samsung på antal solgte smartphones i 2023 og har nu 20,1 procent af det globale marked. Samsung er faldet til en markedsandel på 19,4 procent, hvor de til sammenligning i 2022 havde en markedsandel på 22 procent mod Apples 19 procent.
Men det er ikke kun Apple, der er ude efter Samsung. Samsung har også fået øget konkurrence fra andre Android-producenter, som OnePlus, Google, Honor og flere. Det tyder også på, at Huawei er ved at genvinde sin styrke i Kina, hvilket kan ende med at få stor betydning for Samsung og de andre smartphoneproducenter.
Herunder ses det globale smartphonessalg i 2023:
Mærke | Antal solgte smartphones i 2023 | Markedsandel i 2023 | Årlig forandring |
1. Apple | 234,6 mio. | 20,1 % | 3,7 % |
2. Samsung | 226,6 mio. | 19,4 % | -13,6 % |
3. Xiaomi | 145,9 mio. | 12,5 % | -4,7 % |
4. OPPO | 103,1 mio. | 8,8 % | -9,9 % |
5. Transsion | 94,9 mio. | 8,1 % | 30,8 % |
6. Andre | 361,8 mio. | 31,0 % | -4,1 % |
I alt | 1.166,9 mio. | 100,0 % | -3,2 % |
Der blev solgt færre mobiltelefoner i 2023
Mens det samlede smartphonesalg faldt med 3,2 procent i 2023 i forhold til 2022, er der tegn på, at markedet måske er ved at komme sig. Rapporten fra IDC viser, at salget voksede med 8,5 procent i forhold til året før i fjerde kvartal, mens Canalys har en vækst på 8 procent efter syv kvartaler i træk med fald.