TikTok lancerer ny app til fotodeling med ens nære venner
TikTok har i al hemmelighed lanceret en helt ny fotodelingsapp kaldet Whee. Whee ser ud til at være en app, der udelukkende er beregnet til at dele fotos med sine nærmeste venner. Det er altså ikke muligt at dele den til en stor flok følgere, som ellers er TikToks specialitet.
Ifølge appbeskrivelsen i Google Play er Whee “en ny social app skabt for at holde dig forbundet med dine nære venner gennem livets spontane øjeblikke. Tag og del virkelige billeder, som kun dine venner kan se, så du kan være dit mest autentiske jeg. Whee er det bedste sted for nære venner at dele livets øjeblikke”.
Se også: Vil have advarsel på sociale medier
Kun for venner
Skærmbilleder af appen viser funktioner som et fotosøgefelt, en liste over venner, som man kan sende beskeder til, og et feed. Mange af billedteksterne fremhæver, hvordan funktionerne er til at komme i kontakt med venner: “Made for friends”, “Share with friends only” og “Like and comment only with friends”.
TikTok skulle stadig være i gang med at teste appen, hvilket forklarer, hvorfor den er blevet opdaget ved et tilfælde. TikTok og dets moderselskab ByteDance har derfor endnu ikke nogen kommentarer til den nye app.
Se også: Flertal for 15-års aldersgrænse for brug af sociale medier
Charmeoffensiv
Det kan være en charmeoffensiv, at TikTok lancerer en app, der kun lader dig dele indhold med dine venner. TikTok er under pres, fordi flere lande og politikere mener, at appen er med til at øge særligt unges skærmforbrug på en måde, som skader deres sociale liv og velvære. I USA er der tale om at forbyde TikTok, og i andre lande er politikere også godt trætte af TikTok.
Derfor kan dette være et forsøg på at vise, at TikTok også formår at samle venner og måske styrke venskaber. Det vil vise sig, om det er tilfældet, når appen engang bliver lanceret.
Se også: Sådan begrænser du barnets skærmtid på en iPhone og iPad