Europæiske bilproducenter i opråb: Står til milliardbøder af EU
Den faldende efterspørgsel på elbiler i Europa får bilproducenternes fællesorganisation ACEA til at udsende et nødråb til EU-Kommissionen.
1. januar træder nye CO₂-regler i kraft om, at en bilproducent må udlede maksimalt 93,6 gram CO₂ per kilometer per solgte bil. Bilproducenterne er langt fra disse mål og har derfor uhyre travlt med at sælge elbiler, som udleder 0 gram CO₂, alternativt hybridbiler.
Problemet er, at salget af elbiler kun udgjorde 12,5 procent af det europæiske marked i første halvdel af 2024. Dermed står bilproducenterne til milliardbøder af EU. Bøden er på 709 kroner per gram per solgte bil. Værst ser det ifølge en analyse ud til at gå ud over Volkswagen og Ford.
På den baggrund opfordrer de europæiske bilproducenter EU til ”hurtig handling” forud for de nye regler, som kommer på et tidspunkt, hvor producenterne kæmper med en kraftig nedgang i efterspørgslen på elbiler.
ACEA foreslår derfor, at CO₂-målene rykkes til at gælde fra 2026 og 2027.
Se også: Sammenlign elbilers specifikationer, priser og bedømmelser
Bilproducenter er uenige
Luca de Meo, der er formand for ACEA og direktør for Renault, fremhæver behovet for fleksibilitet i implementeringen af de strengere regler og oplyser, at bilproducenterne står mellem enten at stoppe produktionen af omkring 2 millioner biler eller få bøder for op mod 112 milliarder kroner.
Også Volkswagen-koncernens direktør Oliver Blume har opfordret til, at 2025-målet justeres. Stellantis’ direktør Carlos Tavares mener dog omvendt, at målene bør forblive, som de er.
Udviklingen lægger pres på EU’s deadline for et effektivt forbud mod salg af nye biler med forbrændingsmotor fra 2035, og de europæiske bilproducenter er uenige om vejen frem i lyset af de truende nye regler.
Indtil der findes en løsning, er bilproducenterne nødt til at købe CO2-kreditter hos konkurrenter som Tesla, som udelukkende sælger elbiler og derfor overholder målene.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Selvforskyldte problemer
At ACEA nu udsender et nødråb til EU, er mest af alt et resultat af, at bilproducenterne ligger, som de har redt.
De traditionelle bilproducenter, som har skullet omstille sig til at sælge elbiler, har kort sagt været alt for sløve i betrækket. Mange af producenterne har været for langsomme om at tilbyde attraktive elbiler til forbrugerne. Med få elbiler på markedet er det ikke lykkedes producenterne at opnå en høj volumen, som har kunnet bringe priserne ned. De høje priser har været en barriere for mange, og dermed står de nu med konsekvensen i form af EU, der nu truer med bøder.
Tesla, der så sent som i 2007 ikke havde leveret en eneste elbil, har til sammenligning kunnet opbygge et elbileventyr på forbavsende kort tid. Det bør derfor også være muligt for de traditionelle producenter, som har mere end 100 års erfaring i bilindustrien, at omstille sig.
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Disse elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026
De billigste elbiler i Danmark