Google Maps i Android Auto får nyttig opdatering

Google Maps i Android Auto viser nu vognbaner på en mere overskuelig måde. Dermed er det lettere at se, hvor man skal placere sig, når man kører med Google Maps i bilen.

Google Maps i Android Auto får nyttig opdatering

Google Maps i Android Auto har længe understøttet muligheden for at vise, hvilken vognbane du skal køre i, men nu gør en opdatering til Android Auto vejledningen til placering af bilen mere tydelig og lettere at aflæse under kørslen.

Se også: Google Maps i Android Auto får knap til “tilføj stop”

Nemmere at placere sig korrekt med Google Maps

I opdateringen, der er rullet ud hen over de seneste uger, har Google ændret i afstanden mellem pilene i vognbanerne, og der er kommet mere plads mellem pilene. Dermed bliver det lettere at overskue, hvor mange vognbaner der er, og det er bedre fremhævet, hvilken vognbane du bør placere bilen i.

Det kan synes som en lille ændring, men til gengæld er det en ændring, der gør køreturen lidt nemmere – især hvis man kører et sted, hvor man ikke kender vejens forløb.

Udrulningen sker sandsynligvis som en del af andre forbedringer, som Google har foretaget i Google Maps, og som blev annonceret i juli. Her tilføjede Google muligheden for at rapportere om hændelser – nærmere bestemt trafikuheld, køkørsel, vejarbejde, vejbanespærring, havareret køretøj og objekt på vejen.

Hvis du ønsker den nye visning af vognbaner i Google Maps til Android Auto, er der ikke andet at gøre end at sikre dig, at du har den nyeste version af Google Maps i Google Play Butik. Google udsender opdateringer i etaper til flere og flere brugere, så der kan gå alt mellem dage, uger og måneder, til ændringen finder vej til din bilskærm med Android Auto.

Se også: Android Auto bliver opgraderet med AI

Derfor er Android Auto og Apple CarPlay uundværligt

Google Maps er danskernes foretrukne app til navigation, og det er ikke så mærkeligt. Som den nyeste opdatering vidner om, bliver appen konstant opdateret og forbedret. Den er den måske mest anvendte app til Android Auto, idet navigationsappen er de fleste bilers indbyggede navigationsløsninger overlegne.

Med en elbil, der understøtter Android Auto og Apple CarPlay, bliver man mindre afhængig af regelmæssige over the air-opdateringer til sin elbil, og indholdet synkroniseres sømløst mellem bil og telefon.

Derfor anbefaler vi også på det kraftigste at vælge en bil, der understøtter Android Auto og Apple CarPlay, som sikrer en let integration mellem alle dine foretrukne apps og tjenester på din mobil og infotainmentskærmen i din bil. Se alle biler med Android Auto og alle elbiler med Apple CarPlay.

Se også: Sådan bruger du Google Maps eller Apple Kort offline