Nu er der 300.000 elbiler på de danske veje

Antallet af elbiler på vejene i Danmark vokser eksponentielt. Derfor er der allerede nu 300.000 elbiler på vejene - kun 9 måneder, efter Danmark rundede 200.000 elbiler.

Nu er der 300.000 elbiler på de danske veje

Antallet af elbiler på de danske veje vokser i hastigt tempo. Per 1. oktober er der nu 300.000 elbiler på vejene.

Se også: Sammenlign alle elbiler i Danmark pris på og kvalitet

Eksponentiel vækst af elbiler i Danmark

Vi skal kun tilbage til oktober 2022 for at finde den første milepæl på 100.000 elbiler, og 31. december 2023 rundede Danmark 200.000 elbiler.

Der er altså gået 15 måneder fra 100.000 til 200.000 elbiler og kun 9 måneder fra 200.000 til 300.000 elbiler. Det vidner om en eksponentiel vækst af elbiler hos de danske bilister.

“Elbilsalget er i høj fart, og vi ser, hvordan elbilerne udgør en stadig større del af både nybilsalget og bilbestanden hver eneste måned. 300.000 elbiler er en vigtig milepæl, som viser, at vi er godt på vej mod målet om 1 million grønne biler i 2030,” siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark.

Se også: Se test og anmeldelser af elbiler

Flere årsager

Ifølge Mobility Denmark skyldes det flere omstændigheder, at salget af elbiler i Danmark vokser som aldrig før.

Først og fremmest er elbiler blevet mere populære, fordi der er kommet et større udvalg af elbiler. Mobilsidens katalog over elbiler, Elbilmatch, viser, at der aktuelt er 134 elbiler at vælge mellem i Danmark. Det bliver derfor alt andet lige nemmere at finde en elbil, der passer til ens behov og budget.

Ladeinfrastrukturen er også blevet markant bedre i de seneste år. De store huller, der tidligere har været rigtig mange af rundt om i landet, er efterhånden ved at blive dækket, og der er i dag flere ladeoperatører i de fleste byer – både med normalladere, hurtigladere og lynladere. Det gør det væsentligt mere attraktivt for danskere, som ikke kan oplade elbilen hjemme, at skaffe en elbil.

Sidst, men ikke mindst, har økonomiske incitamenter i form af afgiftsfritagelse for elbiler også haft stor betydning for, at elbiler er det billigste valg for mange danskere.

Se flere statistikker om elbiler

Vil du dykke ned i mange flere tal om udbredelsen af elbiler i Danmark, kan du se mange flere tal på Mobilsidens statistikside om elbiler i Danmark. Vores statistikside viser salgstal over elbiler fordelt på mærke og modeller i den seneste måned, i indeværende år og gennem tiden. Siden opdateres næste gang om små to uger.

Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Her er de billigste elbiler i Danmark
Se hvilke elbiler der kommer i 2024, 2025 og 2026