Dit betalingskort bliver nyt Rejsekort i 2026

I 2026 købes billetter til tog og bus ved at holde sit betalingskort på en Rejsekort-stander. Løsningen bliver alternativet til den nye Rejsekort-app.

Dit betalingskort bliver nyt Rejsekort i 2026

Først eksisterede Rejsekort kun som et fysisk kort, og i mange år – ja, faktisk helt indtil for fem måneder siden – var det ifølge selskabet bag, Rejsekort & Rejseplan A/S helt utænkeligt, at man vil kunne tjekke ind på de blå Rejsekort-standere med sit betalingskort, ligesom man kender fra byer som London, Bruxelles og Stockholm.

Men nu er Rejsekort & Rejseplan A/S vendt på en tallerken. Ved Kollektiv Trafik Konferencen i København kunne Tina Hørbye Christensen, der er administrerende direktør i selskabet, afsløre, at det i 2026 bliver muligt at tjekke ind med sit Visa-, Mastercard eller lignende betalingskort i Danmark.

Dermed tjekker man ind blot ved at betale med det betalingskort, som de fleste i forvejen har på sig. Et virtuelt betalingskort, der er lagt ind i Apple Pay eller Google Pay, vil også fungere.

Når man kan bruge sit betalingskort som billet, er der med andre ord næsten ingen barrierer i forhold til at rejse med offentlig transport.

Afstemning

Indlæser ... Indlæser ...

Se også: Nu kan alle downloade Rejsekort som app

De blå Rejsekort-standere forsvinder

Det bliver ikke de blå, velkendte Rejsekort-standere, som skal bruges til at lade rejsende tjekke ind med betalingskort.

Rejsekort-systemet startede som et pilotprojekt i 2008 og blev bredt tilgængeligt i 2014. Derfor er systemet også ved at være teknologisk forældet.

I stedet for at opgradere de eksisterende blå standere til at acceptere betalinger med betalingskort bliver alle standerne skiftet ud med et nyt og mere tidssvarende system.

Det nye system til at tjekke ind med betalingskort er et alternativ til dem, der ikke kan eller ikke ønsker at bruge Rejsekort som app.

I løbet af oktober offentliggøres et stort udbud på den nye løsning, som skal tage imod både betalingskort og plastikkort med NFC-chip, som minder meget om den RFID-teknologi, der i dag bruges til Rejsekort.

En tiltrængt opgradering

Rejsekort-løsningen, som indtil lanceringen af appen har krævet regelmæssige udskiftninger af det dedikerede Rejsekort-plastikkort, har længe været udskældt.

Dels er de blå Rejsekort-standere besværlige for særligt turister at bruge, og skal man tjekke flere personer, en barnevogn eller cykel ind, foregår det på et begrænset antal standere med ekstra funktioner – desuden i en brugerflade, der ikke er særlig intuitiv.

Lanceringen af appen vil formentlig være den primære måde, som danskerne fremover kommer til at anvende Rejsekort. Og når løsningen til betaling for en rejse via betalingskort i stedet for et dedikeret Rejsekort er på plads, får Danmark langt om længe den løsning til offentlig transport, som skulle have været udviklet fra start. Bedre sent end aldrig, som man siger.

Se også: Nu kan du downloade Rejsekort som app til Android og iPhone