Volvo hapser Skodas succes-direktør

Volvo Cars har hevet en markant profil ind som ny topchef. Klaus Zellmer forlader Skoda for at overtage roret i en svær tid for den svenske bilgigant.

Volvo
Volvo EX60. Foto: Mobilsiden.dk.

Den svenske bilproducent Volvo gennemfører en markant udskiftning i toppen. Selskabet har meddelt, at Klaus Zellmer overtager posten som administrerende direktør og koncernchef senest den 1. oktober 2027.

Hos os virker det som et helt oplagt og fremragende valg til den svenske bilgigant.

Skoda-boss skal vende skuden for Volvo

Klaus Zellmer kommer direkte fra en toppost som administrerende direktør for Skodas personbiler under Volkswagen-koncernen, hvor han har tilbragt næsten 30 år med tunge poster hos både Porsche og VW.

Hos Volvo skal han afløse den 75-årige veteran Håkan Samuelsson, som vendte midlertidigt tilbage i 2025 for at stabilisere selskabet.

Klaus Zellmer.

Skiftet sker på et højst kritisk tidspunkt. Ifølge nyhedsbureauet Reuters kæmper den Geely-ejede svenske bilgigant med høje udviklingsomkostninger, vigende global elbilefterspørgsel og hårde amerikanske straftoldstariffer.

Samtidig dykker salget i Kina, og aktiekursen har tabt over 45 procent i år.

Volvo satser dog benhårdt på en gigantisk offensiv med hele 13 nye modeller frem mod 2030.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler

Et fremragende valg til Volvo

KLaus Zellmer har gjort det helt utroligt godt hos tjekkiske Skoda, som han styrede sikkert igennem en elektrisk omstilling med rekordregnskaber til følge.

Derfor ser vi ham som et fremragende valg til Volvo, hvor hans profil matcher opgaven perfekt.

Skoda er elsket for gennemtænkt brugervenlighed og et ualmindeligt praktisk interiørdesign. Det er en arv, som jeg personligt håber, Klaus tager med sig videre til Volvo.

Volvos seneste elbilmodeller, heriblandt den ellers lækre EX60, lider under en markant mangel på fysiske knapper i førerens cockpit og et stort fokus på software.

Volvo EX60. Foto: Mobilsiden.dk.

Tendensen til at gemme enhver hverdagsfunktion væk bag skærmmenuer skaber unødig irritation i dagligdagen.

Skoda har modsat stædigt insisteret på velfungerende fysiske genveje og drejeknapper, og jeg håber inderligt, at Zellmer banker i bordet og bringer den sunde fornuft tilbage i Volvo.

Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil