Undersøgelse: Elbiler er grønnest

Ny undersøgelse slår en tyk streg under, at elbiler er mere klimavenlige end fossilbiler og hybridbiler - uanset hvor i USA de kører. I Europa er elbiler en endnu større klimagevinst.

Undersøgelse: Elbiler er grønnest

Uanset hvor i USA man bor, er elbilen det mest klimavenlige valg – og i Europa er elbilen en endnu større klimamæssig gevinst.

Se hvor meget grønnere det er at køre i en elbil sammenlignet med en brændstofbil, hybridbil eller plugin-hybridbil.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Stor elektrisk pickup er grønnere end en lille benzinbil

Undersøgelsen fra University of Michigan sætter en tyk streg under, at elbiler er grønnere end alle andre drivmidler – uanset hvor i landet de kører, og selv når produktionen af batterier medregnes.

Forskerne analyserede drivhusgasudledningerne i hele livscyklussen for både sedaner, SUV’er og pickup-trucks over hele USA.

Resultatet taler sit tydelige sprog: En elbil med en EPA-rækkevidde på 300 km (cirka 350 km WLTP) udleder i gennemsnit 71-73 % mindre CO₂ end tilsvarende benzin- og dieselbiler gennem hele bilens levetid.

Diagrammet viser, hvor meget lavere forskellige biltypers CO₂-udledning pr. kørt mile er sammenlignet med en benzindrevet pickup. Tallene i parentes viser udledningen i CO2-ækvivalenter.

Det gælder også i områder, hvor elnettet primært drives af fossile brændsler. Forklaringen er, at kraftværker generelt er langt mere effektive end forbrændingsmotorer, og at batteriets klimaaftryk ved produktion hurtigt opvejes af markant lavere udledninger under drift.

Produktionen af et elbilbatteri udgør ifølge undersøgelsen 48-56 procent af en elbils samlede klimaaftryk, mens 92 procent af udledningerne fra en fossilbil kommer af at køre i den.

Selv store elektriske pickup-trucks er derfor grønnere end små benzinbiler. Undersøgelsen konkluderer altså, at det vigtigste for klimaet ikke er bilens størrelse – men at den er elektrisk.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Elbiler er det mest klimavenlige valg

Kritikere af elbiler ynder gerne at påpege, at elbiler ikke er grønnere end den strøm, de oplades med – og det er som sådan også korrekt nok. Men når elbiler kan være grønnere end fossilbiler hvor som helst i USA, hersker der ingen tvivl om, at elbilen er det mest klimavenlige drivmiddel – præcis som tal fra Det Internationale Energiagentur tidligere også har vist.

I Europa er elbiler endnu grønnere end i USA, fordi elproduktionen her har et lavere CO₂-aftryk med mere vind-, sol-, vand- og atomkraft. Derfor er elbilen et endnu bedre valg for klimaet i Europa end i USA. En udfordring kan dog blive at opruste elnettet, så det kan håndtere den øgede belastning fra de forventede 1,4 mio. elbiler i Danmark i 2030.

Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Kør grønt med en Hyundai elbil
De billigste elbiler på vejene i Danmark
Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den