Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den

Leasing af elbiler er blevet populært - og med god grund. Det er for mange danskere et godt alternativ til at købe en elbil. Her er alt du skal vide om leasing af elbiler.

Derfor skal du lease en elbil i stedet for at købe den

Leasing af elbiler er et marked, der er under hastig udvikling, og der flere og flere privatpersoner, der vælger at lease deres næste bil i stedet for at købe den og sætte sig i et dyrt billån. Men hvad er leasing af elbiler helt præcist? Bliv klogere på alle begreberne i leasing-verdenen og læs, hvordan privatleasing de senere år er blevet et utroligt simpelt og gennemskuelig finansieringsmulighed. I artiklen finder du også ud af, hvorfor det giver rigtigt meget mening at lease en elbil frem for at købe den.

Er det første gang du stifter bekendskab med leasing af en elbil? Så frygt ej. Vi præsenterer dig også for fire eksempler på privatleasing af populære elbiler.

Læs også: Leasing af elbiler og plug-in hybrider stiger i popularitet

Hvad er leasing af elbil?

Leasing er en måde at finansiere en elbil på og er det engelske ord for at ”leje”. Når det handler om leasing af biler, drejer det sig ofte om, at et leasingselskab eller en bilforhandler leaser en fabriksny eller ny bil i en tidsbegrænset periode, for eksempel et eller tre år. Det er som regel også kun tilladt at køre et vist antal kilometer om året, for eksempel 15.000 kilometer.

En af fordelene ved leasing er, at man skal afgive en meget lav udbetaling modsat billån, der ofte kræver en udbetaling på 20 procent af bilens værdi. Samtidig betaler man ofte også en lavere månedlig ydelse, end hvis man afdrager på et billån. Når leasingaftalen er slut, ejer man til gengæld ofte ikke den bil, som man har leaset billigt.

Leasing udmærker sig også ved, at det er ejeren af elbilen – og dermed ikke dig som bruger – der står for vedligeholdelse og service. Det er derfor en utrolig bekvem og bekymringsfri finansieringsmulighed, hvor man kender sine udgifter i hele leasingperioden og derfor ikke får nogle ubehagelige overraskelser, som hvis der pludselig skal betales en dyr værkstedsregning for en købt bil.

Inden for leasing findes der flere forskellige typer. Privatleasing, også kaldet operationel leasing, er den klart mest udbredte, men der findes også finansiel leasing eller flexleasing, minileasing, splitleasing og releasing. Vi kigger her nærmere på privatleasing.

Hvad er privatleasing af elbil?

Privatleasing eller operationel leasing er den mest udbredte form for leasing af elbiler, hvor der betales en engangsydelse (som dog også kan være 0 kroner), og hvor kunden typisk leaser bilen i alt fra 1 måned til 3 år. Det mest udbredte er dog 36 måneder (3 år).

Der er samtidig et loft for, hvor mange kilometer om året man må køre, og der betales en fast månedlig ydelse for at lease bilen. En privatleasingaftale kan opsiges med en måneds varsel efter en vis periode – typisk efter 11 måneder, så man er ude  af aftalen allerede efter et år.

Derudover vedligeholdes og serviceres elbilen løbende, men såfremt den returneres med skader efter endt leasingperiode, skal kunden betale for denne. Med privatleasing slipper kunden for at betale for bilens restværdi efter endt leasingperiode. Det er derfor ikke en forudsætning, at man har noget som helst kendskab til bilmarkedet.

Andre former for leasing

Derudover findes der også andre typer leasing, som dog ikke er lige så aktuelle for de fleste danskere:

  • Ved finansiel leasing eller flexleasing betaler kunden et depositum og står selv for at servicere og vedligeholde bilen. Leasingtageren hæfter samtidig også for elbilens restværdi efter endt leasingperiode.
  • Minileasing er en klassik form for lejeaftale, hvor man ofte ikke betaler en engangsydelse, og hvor man kun låner et køretøj i ganske kort tid og betaler for et fast antal kørte kilometer.
  • Releasing eller brugtbilleasing er en form for leasing, hvor elbilen allerede har kørt et vist antal kilometer, og hvor der ofte ikke længere er nyvognsgaranti på bilen.

I denne artikel kigger vi nærmere på privatleasing af elbiler.

Læs også: De billigste elbiler i Danmark – her er udvalget

Leasing af elbil er blevet let og gennemskueligt

Men hvorfor overhovedet tale om leasing – og hvorfor lige i sammenhæng med elbiler? Leasing af elbiler er interessant, fordi det er en finansieringsmulighed, der – ligesom bilmarkedet – har ændret sig markant på ganske kort tid, og som nu er relevant for rigtigt mange danskere.

Leasing af biler har ikke altid været så transparent og simpelt, som det er i dag, hvor processen – sat på spidsen – ikke er meget mere kompliceret end at købe en mobiltelefon med abonnement hos et teleselskab.

Historien om leasing af biler

Historien om leasing som fænomen går flere århundrede tilbage, men inden for biler er det amerikaneren Zollie S. Frank, der anses for at være den første til at introducere længerevarende leasing af biler, som vi kender det i dag. Det skete i 1941.

I løbet af 1950’erne blomstrede leasingmarkedet i USA, og først i 1960’erne fandt leasing vej til Europa, og det første europæiske leasingselskab i Europa, Deustche Lising GMBH, så dagens lys i 1962 i Düsseldorf i Tyskland – og straks kom flere til. I samme periode begyndte flere af de amerikanske bilmærker som Chrysler, Ford og General Motors at hoppe med på leasingvognen.

I dag har leasingmarkedet stabiliseret sig er for slutkunderne blevet væsentligt mere gennemskueligt og transparent, end det var i starten af 2010’erne, hvor det var mere ureguleret end i dag. Det hænger blandt andet sammen med, at markedet for privatleasing er modnet. Derudover er der blevet gennemført en række politiske stramninger. For eksempel er skatteforvaltningens kontrolindsats med, at leasingselskaberne agerer og værdifastsætter køretøjerne korrekt efter ændrede afgiftsregler i 2017, øget.

Man kan med andre ord i dag trygt og sikkert lease en elbil med fuld gennemsigtighed om, hvad den månedlige ydelse er i hele leasingperioden.

Elbiler er nye og under udvikling – lease i stedet for at købe

Privatleasing er bekvemt og problemfrit, uanset om man kører i en bil med fossilmotor eller en elbil. Men finansieringsmuligheden har særligt sin berettigelse, når det gælder elbiler. Det er nemlig flere forskellige omstændigheder, der gør det risikofyldt at købe en elbil frem for at lease den.

Voldsomme prisfald på elbiler

Tesla introducerede i starten af 2023 et prisfald af hidtil uset størrelse, hvor Model Y faldt med op til 159.300 kroner. Fra én dag til anden stod dem, der for nylig havde købt en Model Y, med en elbil, der mistede langt mere værdi, end den i forvejen gjorde.

I løbet af 2023 reagerede mange bilproducenter med store prisfald, og priskrigen fortsætter fortsat. Elbilers priser bliver ved med at falde, og du kan derfor være ganske sikker på, at du taber mange penge på at købe en elbil.

Ønsker du ikke at brænde nallerne på høje værditab på grund af den nuværende priskrig, hvor priserne på elbiler fortsætter med at falde? Så bør du kraftigt overveje at privatlease din nye elbil, da du dermed slipper for alle bekymringer om værditab.

Elbilmarkedets hastige udvikling kan påvirke gensalgsværdien

En anden primær årsag til at privatlease er, at elbilmarkedet er stor udvikling. De etablerede bilproducenter har de seneste år nærmest stået i kø for at gøre sit indtog på markedet for elbiler. Samtidig træder en række nye dedikerede elbilproducenter ind på markedet, blandt andet NIO, Lucid Motors, XPeng, Fisker, Zeekr, Denza, HiPhi og IM.

Begge udviklinger har intensiveret konkurrencen mellem bilproducenterne markant. Dagene, hvor Tesla nærmest enerådigt sad på elbilmarkedet, er for længst ovre, selv om Model Y stadig er europæisk bestseller.

Det gør også, at der konstant sker nye teknologiske forbedringer af elbilteknologien, hvilket på sin vis er godt. Elbiler bliver dag for dag et endnu bedre alternativ til brændselsmotorer. Desværre betyder det også for ejere af elbiler, som har brugt hundredtusinder af kroner på deres spritnye elbil, at den allerede året efter kan være stærkt forældet.

Den hurtige teknologiske udvikling af elbiler går hårdt ud over gensalgsværdien. Det kan for eksempel være, hvis en af de mange innovative batteriteknologier såsom solid-state eller semi solid-state, der forskes og udvikles i, pludselig bliver kommercialiseret og fuldstændig revolutionerer elbilmarkedet ved at forlænge elbilernes rækkevidde til en historisk lav pris.

Den reelle risiko for, at ens ellers nymoderne elbil kort tid efter forældes af nye teknologiske udviklinger, skaber stor usikkerhed og gør køb af elbiler til en dårlig investering. Med privatleasing slipper man for disse bekymringer, da lejeren ikke skal sælge elbilen videre efter endt leasingperiode. Den hovedpine har leasingselskabet.

Batteriets rækkevidde og holdbarhed over tid

Et andet usikkerhedspunkt, der taler for at lease frem for at købe en elbil, er batteriernes holdbarhed over tid. Elbiler er stadig tilpas nye til, at der ikke er mange data om, hvordan batterierne slides over tid. Faktum er, at batterier ikke er glade for hverken kulde og varme. Det anbefales heller ikke at aflade batterierne fuldstændigt eller oplade dem til maks. Det er med andre ord uundgåeligt, at der over tid sker slitage på battericellerne.

Som ejer af en elbil ønsker man næppe at forværre bilens rækkevidde mere end højst nødvendigt for netop at bevare så meget af gensalgsværdien som muligt. Den bekymring slipper man for, når man leaser – og dermed skal man ikke tage højde for potentiel slitage under leasingperioden.

Manglende ladestandere til elbiler

En anden udfordring, som kan gøre elbiler sværere at sælge end biler med brændstofmotorer, er den fortsatte mangel på ladestationer. Antallet af elbilopladere stiger ganske vist, men ikke desto mindre vil mange stadig opleve at skulle køre strategisk efter specifikke ladepunkter for at have strøm nok til længere køreture.

Særligt hvis man bor i etagebolig kan de manglende ladestandere til elbiler mærkes. Det kan påvirke gensalgsværdien, hvis ikke antallet af ladestationer øges hastigt, men ved at lease elbilen er du igen fri for den bekymring.

Personlig usikkerhed – er elbil det rette for mig?

Selv om elbiler har eksisteret siden 1888, men blev udkonkurreret af brændstofbiler og først igen blev populære igen med introduktionen af Tesla Roadster i 2008, er der stadig rigtig mange danskere, som endnu ikke har prøvet at køre i en elbil.

Der kan derfor for mange være forbundet med en vis usikkerhed i at skulle sætte sig i en ny type personbil, hvor der ingen kobling sidder, og hvor man ikke skal ”tænde motoren” – for den er altid klar til at accelerere. Leasingbetingelserne betyder derfor, at man væsentligt mere risikofrit vil kunne afprøve på egen hånd, om elbilen er den rette løsning for en.

Eksempler på leasing af elbiler

Der er altså mange gode grunde til at lease frem for at købe en el. Men hvad koster det at lease en elbil? Det kan du få et indtryk af her, hvor vi har samlet fire priseksempler på leasing af tre forskellige slags elbiler.

De fleste danskere har et kørselsbehov, der svarer til omkring 40 kilometer om dagen eller cirka 15.000 kilometer om året. Det er typisk også det, som er det laveste antal kilometer, man kan vælge i privatleasing.

Nedenstående finansieringseksempler på privatleasing af fabriksnye elbiler tager derfor afsæt i et kørselsforbrug på op til 15.000 kilometer om året og en typisk leasingperiode på 36 måneder (3 år).

Eksempel på leasing af elektrisk bybil: BYD Dolphin Comfort

  • Ydelse per måned: 2.495 kr.
  • Udbetaling: 9.995 kr.
  • Samlede omkostninger: 100.415 kr.

Eksempel på leasing af elektrisk sedan: Tesla Model 3 Baghjulstræk

  • Ydelse per måned: 4.695 kr.
  • Udbetaling: 15.000 kr.
  • Samlede omkostninger: 184.020 kr.

Eksempel på leasing af elektrisk SUV: Tesla Model Y Baghjulstræk

  • Ydelse per måned: 5.195 kr.
  • Udbetaling: 15.000 kr.
  • Samlede omkostninger: 202.020 kr.

I tabellen nedenfor kan du se de samlede omkostninger ved at lease bilerne i 36 måneder og med 15.000 kilometer om året sammenlignet med at købe bilerne kontant med et – for sammenligningens skyld – treårigt billån med en rente på 6 procent. Hertil kommer ansvar- og kaskoforsikring, som ofte tilbydes af leasingselskaberne.

Leasing er billigere end at købe

I sammenligningen herunder er der taget udgangspunkt i, at der i forbindelse med køb af de førnævnte biler optages et femårigt billån med 20 procent i udbetaling.

Som køber af en bil hæfter man selv for værditabet. Netop værditabet er helt centralt, når køber man bil – især elbil. Fordi elbiler stadig er relativt nye, er der begrænset med evidens for det eksakte værditab over tid, men det amerikanske energiministerium estimerede i 2021 værditabet for elbiler til at være 48 procent efter tre år. Det er i tråd med det værditab, som FDM opererer med. Vi medregner ligeledes 6 procent renteomkostninger til billånet, som et typisk billån kan ligge på.

Bilmodel Billån i 3 år Privatleasing i 3 år
BYD Dolphin Comfort
  • Kontant pris: 234.995 kr.
  • Værditab: 112.798 kr.
  • Renter: 27.946 kr.
  • Samlede omkostninger: 375.739 kr.
100.415 kr.
Tesla Model 3 Baghjulstræk
  • Kontant pris: 340.090 kr.
  • Værditab: 163.243 kr.
  • Renter: 40.444 kr.
  • Samlede omkostninger: 543.777 kr.
184.020 kr.
Tesla Model Y Baghjulstræk
  • Kontant pris: 359.990 kr.
  • Værditab: 172.795 kr.
  • Renter: 42.810 kr.
  • Samlede omkostninger: 575.595 kr.
184.020 kr.

Under disse opsatte vilkår kan leasing altså bedre betale sig end at købe en elbil. Efter tre år er omkostningerne ganske enkelt lavere, men man skal også huske på, at de to finansieringsmuligheder er ganske forskellige.

En elbil, som man betaler kontant, er ens ejendom, og man kan derfor gøre, hvad man vil med den. En leasingbil er kun til låns i en begrænset periode – i dette eksempel i tre år – og man er forpligtet til at overholde en lang række betingelser i aftalen.

Til gengæld slipper man for en masse bekymringer om uforudsete værkstedregninger, service og at skulle sælge bilen. Det, at man ikke ejer bilen, kan både ses som en ulempe, men det tiltaler samtidig også mange, da det giver mulighed for meget fleksibelt at udskifte en leasingbil med en ny, inden den bliver for gammel og forældet. En leasingaftale giver altså elbilejere større sikkerhed i et marked, der er under enorm udvikling.

Se også: De mest ventede elbiler i Danmark i 2022

Leasing af elbil kan godt svare sig

Med de kendte usikkerhedsmomenter vi har gennemgået og de seneste års forbedringer af leasingmarkedet bør man kraftigt overveje at lease en elbil frem for at købe den. Kan det så betale sig at lease en elbil? For den enkelte afhænger det af alt fra kørselsbehov, ønske til elbil, privatøkonomi og hvor langt tid du ønsker at beholde en bil ad gangen. Jo kortere tid du ønsker at eje bilen, desto bedre kan leasing svare sig. Og tilsvarende vil leasing før eller siden blive den dyrere leasing frem for at eje bilen i mange år.

Markedet for leasing af elbiler er relativt ungt, så man må også forvente, at den øgede konkurrence på markedet for leasing af elbiler vil gøre priserne endnu mere attraktive – og dermed vil leasing kunne svare sig i endnu højere grad end i dag.

Om leasing af elbiler er det rette for dig, må du selv gøre op. Sikkert er det i hvert fald, at leasing af elbiler er kommet for at blive, og at finansieringsmuligheden har vist sig meget attraktivt i et altid foranderligt elbilmarked.

Vi mener

De mange usikkerheder, der knytter sig til elbilmarkedet, fordi det er under så hastig udvikling og stadig er nyt for mange danskere, gør det svært at anbefale at købe en elbil frem for at lease den. Med privatleasing kan du let og bekymringsfrit indlede elbilrejsen og gøre egne erfaringer med elbilteknologien helt risikofrit.

Allerede om tre år, som er den periode en leasingperiode ofte har, er markedet for elbiler højst sandsynligt et helt andet sted end i dag. Leasing af elbiler er derfor en utrolig attraktiv finansieringsmulighed, som sikrer, at du som billist kan køre i de nyeste og mest innovative elbiler på markedet – noget som du ikke på samme måde kan uden store økonomiske tab, hvis du personligt hæfter for tabt gensalgsværdi af en elbil købt kontant.

Vi hilser derfor den stigende udbredelse af privatleasing af elbiler velkommen.

– Redaktionen

Læs også: Nyheder om elbiler

Fortsættelsen i sagen

Siden redaktionen kørte denne historie er der kommet nyt til sagen. Daniel Søgaard Hald gik videre med sagen. 3/12/2021 publicerede vi nyheden om Mercedes investerer i batteri med 50 procent længere rækkevidde – Tjek artiklen her. Emnet er stadig Hot. Klik her for seneste nyt..