Kinesisk mareridt: App til elbil har ikke virket i over et år
Forestil dig at købe en moderne smartphone, hvor du pludselig ikke længere kan installere apps eller gå på nettet, og producenten blot svarer med tavshed.
Det er virkeligheden for de danske ejere af det kinesiske elbilmærke Aiways. I mere end et år har den tilhørende app, Aiways Connected App, været ude af drift i hele Europa. Det, der startede som tekniske problemer og løfter om en opdatering i “slutningen af 2025”, har udviklet sig til en farce, hvor kunderne er efterladt i blinde.
Sagen understreger en ofte overset risiko ved omstillingen til smarte, internetopkoblede elbiler. Når du køber en moderne elbil, køber du i høj grad også software. Og hvis producenten bag softwaren kommer i problemer, går det ud over din bil.
Se også: Hvilken elbil skal jeg vælge?
Ingen varme på en kold morgen
For mange Aiways-ejere er den ikke-fungerende app til at styre bilen langt fra en bagatel. I en moderne elbil er appen nøglen til essentielle funktioner.
Uden appen har ejerne mistet muligheden for at fjernstyre opvarmningen af kabinen. Det betyder, at man på kolde vintermorgener må sætte sig ud i en iskold bil, medmindre man har husket at programmere en timer inde i bilens menu aftenen forinden. Også muligheden for at tjekke batteristatus, ladetid og bilens placering er forsvundet.
I diverse Facebook-grupper for Aiways-ejere er frustrationen tydelig. Mens nogle få stadig er glade for selve bilen, føler et stort flertal sig svigtet over at have mistet funktioner, der blev solgt som en integreret del af bilen.
Se også: Sammenlign alle elbiler i Danmark
Tomme løfter og tavshed
Problemet stikker dog dybere end en manglende app. Det handler om tillid og en virksomhed i krise. Aiways har været ramt af store økonomiske problemer, manglende likviditet og har ifølge flere kilder ikke produceret biler siden sommeren 2023.
Kommunikationen til de danske kunder har været yderst mangelfuld. Kunder, der har henvendt sig til producenten eller bilforhandleren, er blevet spist af med standardsvar om “omstrukturering af it-infrastruktur” og løfter om, at appen ville virke igen i slutningen af 2025. Den deadline er nu overskredet, og appen er stadig død. Som i helt død.
Hverken de danske værksteder eller den danske importør ser ud til at kunne stille noget op, da ansvaret – og serverne – ligger hos Aiways Europe i Tyskland, som reelt har lukket ned for kommunikationen.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Pas på med at være beta-tester
Historien om Aiways er et skoleeksempel på, hvorfor man skal være varsom med at lægge sine dyrt optjente penge hos helt nye bilmærker.
Det hastige tempo, som kineserne udvikler nye elbiler i, giver adgang til ny teknologi, men du risikerer også at stå med en forældet/fejlramt bil eller en producent, der går konkurs, inden garantien udløber.
Vores råd til elbilkøbere er derfor at være skeptiske over for nye mærker, der ikke har bevist deres værd. Giv dem et halvt eller helt år på markedet til at bevise, at de har styr på både biler, software, reservedele og kundeservice. Ellers ender du som ufrivillig beta-tester, der må leve med børnesygdomme og manglende funktioner.
For Aiways ser løbet ud til at være kørt. Fra at have solgt 257 biler og en markedsandel af salget på 1,03 procent i Danmark i 2021 dalede salget til 180 i 2023, 68 i 2024, og i 2025 blev der ikke indregistreret en eneste ny Aiways i Danmark. Vi forstår godt hvorfor.
Se også: Find den bedste forsikring til elbil
Bedste app til at styre bilen
Aiways’ app til at styre bilen har – med rette – indtaget en bundplacering i vores liste over de bedste apps til elbiler. Se de bedste apps til at styre bilen.
Vi anbefaler:
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Nyheder om elbilteknologi
Disse elbiler er bedst i test