Dyr fejl kan ødelægge din elbil i tordenvejr
Mange sætter elbilen til opladning uden at tænke over vejret, men trækker et tordenvejr op, bør du overveje at hive stikket ud af elbilen og vente med at lade den op.
Den enorme spænding fra et lynnedslag i nærheden kan nemlig riste bilens elektroniske dele og totalskade den.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
4.000 skader i Norge
Det lyder som et uheldigt sammentræf, men risikoen for lynskader er større, end mange tror. Det måtte den danske bilejer Jens Ove Lambert sande, da hans Audi Q5 blev totalskadet efter et lynnedslag under opladning. Reparationen lød på 240.000 kr., da batteri og ledningsnet var ristet.
Han er ikke alene. I Norge, der har verdens højeste andel af elbiler, registrerede man i 2024 over 4.000 skader relateret til lynnedslag på blandt andet ladebokse og elbiler, skriver NRK.
Selvom moderne ladebokse ofte har indbygget sikkerhed, er meldingen fra både Norges Automobil-Forbund (NAF) og danske FDM klar: Træk for en sikkerheds skyld ladestikket ud af elbilen under et tordenvejr, da de enorme kræfter i et lyn kan slå igennem selv det bedste værn.
Se også: Alle kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Dækker bilforsikringen og garantien?
Hvis uheldet er ude, og elbilens elektronik bliver ristet af et lynnedslag, er der heldigvis hjælp at hente – men ikke fra bilproducenten.
Bilens fabriksgaranti dækker typisk ikke skader forårsaget af vejret (force majeure), da der ikke er tale om en produktfejl. Du er derfor afhængig af din bilforsikring.
Her er nyheden dog god. Et kig i vilkårene hos de fleste store forsikringsselskaber viser, at din kaskoforsikring typisk dækker. Reglen er ofte formuleret sådan, at forsikringen ikke dækker generelle mekaniske og elektriske fejl, medmindre skaden er forårsaget af brand, eksplosion, tyveri eller netop lynnedslag.
Du er altså som udgangspunkt økonomisk sikret, hvis lynet slår ned. Men selvom forsikringen betaler, står du stadig med besværet, selvrisikoen og en elbil, der kan være ude af drift i månedsvis eller helt totalskadet.
Se også: De mest ventede nye elbiler i 2026
Pas også på ved offentlige ladere
Selvom risikoen er størst ved hjemmeopladning, som tre ud af fire elbilister i Danmark bruger, bør du også være påpasselig ved offentlige ladestandere.
Ganske vist er mange offentlige lynladere ofte bedre sikret mod overspænding end private installationer, men den svenske ladeboksproducent GARO anbefaler for eksempel alligevel, at man følger “better safe than sorry”-princippet og frakobler elbilen på offentlige ladere.
Ligesom med alt andet elektronisk udstyr kan en direkte fuldtræffer eller kraftig overspænding i elnettet ødelægge elektronikken. Er uvejret voldsomt, er det sikreste valg at vente med at lade, til det er drevet over.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Hvad er transientbeskyttelse – og har jeg det?
Transientbeskyttelse fungerer som en “airbag” for din elinstallation i hjemmet. Den beskytter dine dyre apparater og din elbil mod den voldsomme overspænding, der opstår ved lynnedslag.
Enheden, der sidder ved eltablen, overvåger strømmen konstant. Registrerer den en overspænding fra eksempelvis et lyn, leder den øjeblikkeligt den skadelige strøm direkte til jord i stedet for ind i din bil.
Se også: De billigste elbiler i Danmark
Tjek selv din eltavle
Kig i din eltavle efter en enhed, der er bredere end en almindelig sikring. Den har typisk et lille “vindue” eller en indikator:
Grøn indikerer, at beskyttelsen er aktiv og virker. Rød indikerer, at beskyttelsen er “brændt af” (har taget en overspænding) og skal skiftes af en elektriker.
Hvis din elinstallation er etableret eller væsentligt ændret efter 1. juli 2019, er transientbeskyttelse lovpligtig. Bor du i et ældre hus, er det frivilligt, men stærkt anbefalet – især hvis du har elbil.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Brug af en nødlader til elbilen
Hvilken elbil skal jeg vælge?
De bedste apps til at styre elbilen