Kæmpe overhaling på vej: VW gør ID.3 og ID.4 bedre
Selvom 2025 var et rekordår for Volkswagen i Danmark, hvor ID.4 og ID.3 landede som henholdsvis den 2. og 5. mest solgte elbil, har den tyske bilgigant mærket åndedrættet fra de kinesiske konkurrenter.
Mærker som Xpeng og Zeekr har introduceret elbiler med nyere teknologi, der giver betydeligt hurtigere lynopladning, lækrere interiør og bedre software, mens Volkswagens ID-serie er begyndt at virke “gammel” på især tech-fronten.
I år svarer Volkswagen igen med nye udgaver af ID.3 og ID.4, der skal sikre, at tyskerne beholder førertrøjen. Vi tager her et kig på de opgraderinger, som VW indtil videre selv har meldt ud kommer til de to biler.
Se også: Sammenlign elbiler fra Volkswagen
Ny Volkswagen ID.3 til sommer
Den populære hatchback ID.3 står over for en omfattende forvandling med en markedsintroduktion allerede i juni 2026. Den kommer altså umiddelbart efter den ventede ID. Polo, som den også arver ting fra.
Den største nyhed et komplet nyt interiør, der trækker tråde til den kommende ID. Polo, hvilket betyder et længe ventet farvel til hård plastik og de udskældte touch-knapper. Kabinen bliver løftet med blødere materialer og mere intuitiv betjening med flere fysiske knapper.
VW lover også en teknisk opgradering af bilen, hvor den får det nyeste infotainmentsystem med en mere flydende brugeroplevelse. ID.3 får også længere rækkevidde, nok med de nye Unified Cell-batterier, som er produceret i Europa. Vi forventer også hurtigere opladning, men dette har VW ikke meldt noget ud om.
Se også: Kommende elbiler i Danmark i 2026
Ny ID.4 får premiere i efteråret
For den store familie-SUV ID.4 er der tale om en endnu mere grundlæggende genfødsel. VW selv kalder opdateringen af ID.3 for et facelift, mens ID.4 er en “ny elbil”.
Den nye ID.4 får verdenspremiere til efteråret med lancering herhjemme i starten af 2027. Den nye ID.4 bliver bygget på den nye MEB+ platform, der byder på flere store opgraderinger.
Den nye platform bringer ladehastigheden op i en helt ny liga og løfter rækkevidden markant, samtidig med at både det indvendige og udvendige design bliver tegnet helt om for at give bilen det moderne og eksklusive udtryk, som kunderne i dag forventer af en moderne elbil.
Ligesom i ID. Polo og den kommende ID.3 får den nye ID.4 et nyt interiør med blødere materialer og mere intuitiv betjening med flere fysiske knapper.
Se også: Mest ventede elbiler i Danmark i 2026
Volkswagen går all-in på elbiler i 2026
2026 tegner til at blive året, hvor Volkswagen går “all-in” på den elektriske omstilling. Med en sand overflod af nye modeller i vente, herunder de opdaterede ID.3 og ID.4 samt de helt nye ID. Polo og ID. Cross, dækker tyskerne nu alt fra små bybiler til populære crossovers, der alle har potentialet til at blive de næste store storsællerter herhjemme.
Selvom de kinesiske mærker lige nu presser på med overlegen teknologi og hurtigere ladning, har Volkswagen en unik fordel i deres enorme kendskabsgrad og trygheden ved et landsdækkende forhandlernetværk. Det bliver uden tvivl en svær opgave for konkurrenterne at holde trit, når den tyske bilgigant for alvor ruller det tunge skyts ud på de danske veje.
Se også: Sammenlign priser og tilbud på privatleasing af elbiler
Vi anbefaler:
Guide til opladning af elbil derhjemme
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test