EU banker i bordet: Google skal åbne Android for rivaler

På Android-mobiler sidder Google tungt på magten med deres AI-chatbot Gemini, men det skal der laves om på, siger EU til tech-giganten.

EU banker i bordet: Google skal åbne Android for rivaler

Bruger du en Android-mobil, kommer den indbygget med Googles egen AI, Gemini. Men i fremtiden skal der være valgfrihed for forbrugerne, mener EU, som giver Google seks måneder til at give konkurrenterne fri adgang – ellers venter der milliardbøder.

Se også: Bedste mobiltelefon til prisen

Slut med Gemini-monopol på Android-mobiler

Google satser stort på deres nye AI-assistent Gemini, der bliver nærmest kernen i deres produktportefølje, fra smartphones til smart home. Men EU-Kommissionen spænder nu ben for Googles planer.

EU har netop startet to store sager mod Google under den nye lov om digitale markeder (DMA), hvor budskabet er krystalklart: Google må ikke længere bruge deres ejerskab af Android-systemet til at give deres egne AI-tjenester en unfair fordel.

I dag er Gemini dybt integreret i alt fra hardware til software på din telefon, og er på vej ud til smarte højtalere, Android Auto og andre platforme. Men EU kræver nu, at Google fjerner de tekniske barrierer, så rivaliserende AI-assistenter kan fungere præcis lige så gnidningsfrit som Googles egne.

Alle AI-chatbots skal have systemadgang

Der er ikke tale om, at der blot skal kunne installere andre AI-tjenester som mobilens primære assistent, men derimod at de skal have adgang til de samme systemfunktioner som Gemini – altså de skal kunne være dybt integreret i mobilen, lyder det fra EU.

Ikke nok med det, skal brugerne også nemt kunne fjerne Gemini fra enhver Android-mobil og vælge en helt anden AI-makker som standard – eller slippe helt for at have en AI-assistent på mobilen.

Se også: De absolut bedste Android-mobiler

Gemini er Googles vigtigste produkt lige nu.

Der vanker milliardbøder til Google

EU har givet Google en frist på præcis seks måneder til at ændre kurs. Sker det ikke, risikerer tech-giganten bøder på op mod 10 procent af deres globale årlige omsætning. Det er beløb i en størrelsesorden, der kan mærkes, selv for et selskab som Google.

“Vi vil hjælpe Google ved at forklare præcis, hvordan de skal overholde reglerne,” lyder det fra EU’s konkurrencechef, Teresa Ribera.

Google, som forventeligt ikke er begejstrede for EU’s indblanding, advarer om, at en tvungen åbning af systemet kan kompromittere brugernes privatliv og sikkerhed.

Ifølge Google risikerer man at ødelægge den innovation, der gør Android unik, hvis konkurrenterne får for fri adgang til telefonens inderste kerne.

Uanset Googles protester, ser det ud til, at 2026 bliver året, hvor Gemini må lære at dele pladsen med andre. Inden for et halvt år kan din Android-oplevelse altså se meget anderledes ud.