Alvorlig fejl i MG-elbil: Tilbagekaldes i Danmark
MG Motors har netop udsendt en officiel tilbagekaldelse af en af deres nyeste elbiler på det danske marked. Årsagen er ikke højspændingsbatteriet, men derimod en teknisk fejl i kontrolsystemet, der i værste fald kan skabe en konkret risiko for brand.
Se også: Se alle elbiler fra MG i Danmark
Softwarefejl skaber risiko for brand
MG Danmark har via Motorstyrelsen kontaktet ejere af MGS5 EV for at informere om en nødvendig sikkerhedsopdatering af bilens kontrolsystem. Problemet findes i softwaren til køleventilatoren, hvor en formodstand kan overophede, hvis ventilatoren blokeres af sne eller is.
I sjældne tilfælde kan denne overophedning forårsage brand i de omkringliggende plastmaterialer.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Undgå forvarmning af kabinen
Indtil softwaren er opdateret på et værksted, kommer MG med en meget klar anbefaling til alle berørte bilejere: Man bør under ingen omstændigheder benytte funktionen til forvarmning af kabinen.
Erfaringer fra Norge, hvor over 1.500 eksemplarer af modellen er solgt, viser desuden, at man her fraråder at bruge iSmart-appen til opvarmning eller at efterlade bilen uden opsyn med varmen tændt. Importøren i Norge betegner fejlen som alvorlig, og opfordrer ejere til at tage advarslen seriøst.
Se også: Alle kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Gratis opdatering på værkstedet
Selve udbedringen af fejlen er en softwareopdatering, som ifølge MG tager maksimalt en time at få foretaget. Arbejdet udføres naturligvis uden beregning for kunden.
Ejere bør hurtigst muligt kontakte et autoriseret MG-værksted for at få foretaget opdateringen af kontrolsystemet. En fuld oversigt over de autoriserede værksteder kan findes på MG’s officielle danske hjemmeside.
Vi anbefaler:
Sammenlign specifikationer og priser på alle bybiler
Se priser på de billigste elbiler i Danmark
Test og anmeldelser af elbiler