Fra 4 til 100.000: De er Danmarks ukronede elbilkonge

Fra blot 4 elbiler i 2012 til over 100.000 i dag: Volkswagen runder en historisk milepæl i Danmark og cementerer deres position som landets førende elbilmærke.

Fra 4 til 100.000: De er Danmarks ukronede elbilkonge

Det startede med sølle fire biler i 2012, men i dag sidder Volkswagen tungt på tronen. Bilgiganten har netop skrevet danmarkshistorie ved at runde 100.000 indregistrerede elbiler på de danske landeveje.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

En vild rejse fra 4 til 100.000 elbiler

Volkswagen har netop rundet fire millioner leverede elbiler på verdensplan, og følger nu i Danmark trop med en historisk milepæl på 100.000 biler. Danskerne er vilde med elbiler fra Volkswagen.

Det er svært at forestille sig i dag, men for blot 14 år siden var Volkswagens elektriske tilstedeværelse i Danmark nærmest ikke-eksisterende. I 2012 rullede der kun 4 elektriske folkevogne ud på de danske veje, hvilket svarede til en markedsandel på sølle 0,32 procent.

Siden da er det gået ekstremt stærkt, og det store gennembrud kom for alvor i 2020, hvor salget tog fart med næsten 4.000 biler. Her i marts 2026 er tallet eksploderet til svimlende 100.363 elbiler, hvilket placerer Volkswagen solidt foran Tesla, der i øjeblikket tæller 91.734 indregistrerede biler herhjemme.

 

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Dominans på det danske marked

Med over 100.000 biler ud af en samlet dansk elbilpark på 570.626 køretøjer sidder Volkswagen nu på en markedsandel på 17,6 procent.

Det er en imponerende stigning fra 2023, hvor andelen lå på 14,5 procent. Ser man på hele Volkswagen-koncernen, er dominansen endnu mere udtalt, da de samlet set sidder på næsten 35 procent af markedet.

Succesen er båret frem af ID-familien, hvor SUV’en og familiebilen ID.4 topper listen som danskernes favorit, skarpt forfulgt af ID.3, ID.5 og den karismatiske ID. Buzz.

Thomas Hjortshøj, pressechef for Volkswagen i Danmark, sætter her ord på udviklingen:

“Det er gået rigtigt stærkt med Volkswagens elektriske omstilling de seneste år. Volkswagen har en bred modelportefølje af fuldelektriske ID.-modeller, der rammer et bredt udsnit af de danske bilkøberes behov og budget. Vi har en forventning om, at introduktionen af ID. Polo og ID. Cross, der lander i et populært segment i Danmark, yderligere vil styrke mærkets position på det danske marked.”

Volkswagen ID.4. Foto: Mobilsiden.dk

Selvom Volkswagen nu fejrer deres jubilæum, er konkurrencen i 2026 dog spidset til. Toyota er nemlig kommet flyvende fra start i år med 3.377 leverede biler, hvilket i øjeblikket har skubbet Volkswagen ned på en foreløbig tredjeplads i det aktuelle årsregnskab.

Se også: Priser, leasingtilbud og prøvetur i nyeste elbiler

Derfor vælger danskerne folkevognen

Der er mange grunde til, at danskerne vælger netop en elbil fra Volkswagen, på trods af, at de ikke ligefrem er teknologiske frontløbere. For mange købere handler det om den tryghed og pålidelighed, som brandet repræsenterer, kombineret med en god garanti og et veludbygget servicenetværk.

Designmæssigt tiltaler Volkswagen det brede publikum, fordi bilerne ikke er for vovede, men føles som klassiske biler, der blot kører på strøm.

Endelig har Volkswagen været særdeles dygtige til at ramme markedet med exceptionelt skarpe leasingpriser, hvilket har gjort det økonomisk overkommeligt, og igen trygt, for mange familier at tage springet ind i den elektriske fremtid.

Se også: De bedste tilbud på leasing lige nu

Tal, statistik og salgstal for elbiler i Danmark

Hvilke elbiler og mærker er mest populære i Danmark? Se seneste salgstal for elbiler i Danmark her.

Vi anbefaler:
Find den bedste forsikring til elbil
De billigste elbiler på vejene i Danmark