De kan ikke følge med: Skrotter tre nye elbiler

Den japanske bilproducent Honda må endnu en gang skære ned for satsningen på elbiler. Denne gang er forklaringen, at deres elbiler ikke er konkurrencedygtige.

De kan ikke følge med: Skrotter tre nye elbiler

Den japanske bilgigant Honda tager nu en drastisk beslutning og skrotter tre kommende elbiler. Årsagen er simpel, men barsk: Modellerne er simpelthen ikke teknologisk avancerede nok til at begå sig på det nuværende marked, siger producenten selv.

Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028

Honda dropper tre elbiler før de rammer vejen

For to år siden præsenterede Honda en ambitiøs plan om at skabe lettere og mere aerodynamiske elbiler med topmoderne software. Nu må producenten dog erkende, at virkeligheden har overhalet dem indenom.

I en usædvanlig ærlig udmelding bekræfter Honda, at udviklingen af tre nye elbilmodeller i Zero-serien er blevet stoppet øjeblikkeligt.

Selvom bilerne primært var tiltænkt det nordamerikanske marked, sender beslutningen chokbølger gennem bilbranchen. Honda vurderer, at det vil være en større økonomisk risiko at sende de ufærdige biler på gaden i et marked, hvor efterspørgslen på elbiler lige nu bremser op.

Honda 0 SUV

Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark

Manglende teknologi og politiske ændringer

Beslutningen skyldes en kombination af faktorer, herunder ændrede politiske vinde og toldsatser i USA. Samtidig må Honda indse, at de ikke kan matche de tårnhøje forventninger til avanceret software og tekniske finesser, som især de kinesiske producenter er frontløbere på.

De skrottede modeller levede simpelthen ikke op til den teknologiske standard, som konkurrenterne allerede tilbyder. Det har tvunget Honda til at tage et massivt økonomisk tab nu, fremfor at lancere produkter, der alligevel ville tabe kampen om kunderne.

Det ser desværre sort ud for Honda i overgangen til elbiler. De sakker længere og længere bagud, især i forhold til de kinesiske producenter, der lige nu fører an og dikterer den teknologiske udvikling. Honda er dog langt fra de eneste, der har det svært, og det er en global kamp om overlevelse, som kan ende med at blive skæbnesvanger for flere bilmærker.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler