Dyr overraskelse: Her er Apple CarPlay og Android Auto ekstraudstyr

Man forventer det i enhver moderne elbil, men hos Mercedes koster det i 2026 stadig ekstra. Se hvad du skal betale for Apple CarPlay og Android Auto i en ny Mercedes.

Dyr overraskelse: Her er Apple CarPlay og Android Auto ekstraudstyr

Det er i dag en selvfølge for de fleste bilister, at vi som det første kobler mobilen på bilen, så vi kan bruge Android Auto eller Apple CarPlay.

Men hos et af verdens førende luksusmærker er den basale smartphone-integration stadig en økonomisk overraskelse for mange købere.

Se også: Alle elbiler fra Mercedes-Benz i Danmark

En uventet regning til luksusbilen

I en tid hvor selv de billigste elbiler på det danske marked, med priser helt ned til omkring 150.000 kroner, kommer med både Apple CarPlay og Android Auto som standard, fastholder Mercedes en markant anderledes strategi.

Hvis man som køber sætter sig ind i den nye elektriske CLA EQ, vil man hurtigt opdage, at adgangen til mobilens velkendte brugerflade kræver et ekstra greb i lommen.

Her er man nemlig tvunget til at tilkøbe den såkaldte “Smartphone integrationspakke”. Det er en softwarebaseret opgradering, der koster 4.458 kroner, og prisen er gældende uanset hvilken variant af bilen, man vælger.

Mercedes-Benz CLA EQ. Foto: Mobilsiden.dk

Det skaber en speciel situation, hvor man står med en teknologisk avanceret tysk premiumbil, men alligevel mangler den mest basale opkobling til sin smartphone, medmindre man betaler ekstra – hvilket de fleste nok ender med at gøre.

Se også: Test af Mercedes-Benz CLA EQ

Standardudstyr kræver den store pengepung

Vi ser dog små tegn på, at Mercedes er ved at justere kursen i de højere luftlag. I den helt nye elektriske GLC er pakken nu endelig blevet en del af standardudstyret fra fabrikken.

Men her skal man også huske på, at vi taler om en elbil med en startpris på 619.900 kroner. Det efterlader en mærkbar kontrast til resten af bilmarkedet, hvor integrationen er en selvfølge fra langt billigere prisklasser.

Det kan virke paradoksalt for mange, at man skal betale en merpris for software i en Mercedes, som købere af budgetvenlige hverdagsbiler får med i prisen uden diskussion.

Udstyrslisterne, som især de tyske bilmærker tilbyder, har den fordel, at ikke alle biler ligner hinanden – her kan man få sin helt unikke bil. Men når det kommer til netop en integration af Android Auto og Apple CarPlay, er det noget der bør være en del af standardudstyret.

Se også: Se hvilke elbiler der er Bedst i Test

Derfor er Android Auto og CarPlay et tilkøb

Grunden til, at Mercedes fastholder dette tilkøb, handler om mere end blot den umiddelbare indtjening på de fire tusinde kroner.

Mercedes forsøger i bund og grund at styre brugeroplevelsen gennem deres eget MBUX-infotainmentsystem. De har brugt milliarder på at udvikle deres egen software, som giver dem direkte adgang til værdifuld data om dine køremønstre og præferencer, hvilket de mister kontrollen over, når du skifter til Apple eller Google.

Samtidig er de deaktiverede funktioner en central del af mærkets nye digitale forretningsmodel. Det giver Mercedes mulighed for at sælge dig funktioner via deres “Mercedes me Store”, længe efter bilen er købt.

På den måde skaber de en løbende indtægtskilde gennem bilens levetid, hvor hardwaren allerede er installeret fra fabrikken, men hvor du som kunde skal betale for at få lov til at bruge de digitale funktioner.

Vi anbefaler:
Privatleasing: Høj eller lav udbetaling?
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Test og anmeldelser af elbiler
Vores guide til bedste ladeboks til elbiler
Alle elbiler i Danmark rangeret efter pris