Danmarkspremiere på VW ID. Polo: Her kan den opleves
Volkswagen trækker meget snart klædet af deres mest ventede elbil til dato. Nu får danske bilinteresserede chancen for at se den helt nye og prisvenlige ID. Polo uden kamouflage for allerførste gang.
Se også: Alle elbiler fra Volkswagen
Oplev Volkawagen ID. Polo i Danmark
Volkswagen er nu klar til at præsentere deres billigste elbil til dato, når ID. Polo får sin officielle danmarkspremiere i maj måned.
Det er en unik mulighed for at opleve den elektriske arvtager helt uden kamouflage og komme helt tæt på de nye designlinjer, kabine og teknologi, der skal definere mærket fremover.
Præsentationen finder sted i Vejle fra den 2. til 4. maj og rykker efterfølgende til København i perioden 7. til 11. maj. Her vil bilen stå side om side med den nye ID.3 Neo og resten af Volkswagens nyeste elektriske familie.
Se også: Test af Volkswagen ID.3 Neo
Vind bilen i et halvt år
Som en del af eventet får de besøgende en særlig mulighed for ikke bare at kigge på den nye model, men også at vinde den.
Volkswagen udlodder nemlig en ID. Polo i seks måneder inklusiv fri strøm fra Clever til en heldig vinder.
Konkurrencen foregår udelukkende på lokationerne i Vejle og København, så det kræver et fysisk fremmøde, hvis man drømmer om at køre gratis i det, der spås til at blive en af årets mest populære elektriske nyheder.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Den klassiske Polo bliver elektrisk
ID. Polo markerer et vigtigt skifte for Volkswagen, da man her vender tilbage til et mere konventionelt og klassisk designudtryk med fokus på hverdagens funktionalitet.
Indvendigt byder bilen på en moderne kabine med fysiske knapper på rattet og retro-inspirerede digitale instrumenter.
Med en forventet rækkevidde på op til 450 kilometer og en yderst attraktiv startpris tæt på 200.000 kroner, tegner ID. Polo til at blive en seriøs spiller i klassen for de prisbillige elbiler, når den ruller ud på de danske veje.
Se også: De billigste elbiler på vejene i Danmark