Endelig: De vil løse det største irritationsmoment i Apple Watch

Batteritiden har altid været Apple Watch’s største problem. Nye rygter afslører nu, at Apple dropper andre funktioner for at give plads til et markant større batteri.

Endelig: De vil løse det største irritationsmoment i Apple Watch

Apple ser ud til endelig at have lyttet til brugernes absolut største kritik af Apple Watch. Nye rygter antyder, at Apple vælger at fokusere benhårdt på at forlænge batteritiden i de kommende modeller frem for at introducere nye funktioner og ny hardware.

Se også: De absolut bedste smartwatches

Apple Watch skal endelig have længere batteritid

Ifølge nye rygter har Apple truffet en strategisk beslutning om at prioritere batteritid i de kommende Apple Watch.

Selvom der længe har været spekuleret i at bringe Touch ID til Apple Watch, bliver det sandsynligvis ikke en realitet i 2026-modellerne. Apple vurderer nemlig, at den ekstremt begrænsede plads inde i uret er langt bedre brugt på større batterier og mere avancerede sundhedssensorer.

Beslutningen skyldes angiveligt, at integrationen af Touch ID ikke blot ville øge produktionsomkostningerne, men også stjæle plads fra batterikapaciteten.

Det er et kompromis, som Apple ikke længere er villige til at indgå, da de hellere vil løse problemet med den korte batteritid.

Lige nu har et Apple Watch typisk en batteritid på 1-2 dage, før det igen skal en tur på laderen. Hvor lang batteritiden bliver i kommende smartwatches fra Apple melder historien ikke noget om. Men vi er ikke i tvivl om, at det er godt nyt for mange med et Apple Watch på håndledet.

Se også: De bedste iPhones lige nu

Ingen store designændringer før 2028

For de brugere, der havde håbet på et helt nyt udseende, er der dog knap så gode nyheder. De kommende Apple Watch-modeller i 2026 forventes ikke at byde på de store designmæssige overhalinger.

Vi skal formentlig helt frem til 2028, før vi ser en markant visuel opdatering af urets ydre.

Når det store redesign endelig lander i 2028, forventes Apple også at introducere banebrydende sundhedsteknologi, såsom non-invasiv måling af blodsukker.

Denne funktion er dog stadig i de tidlige udviklingsstadier, og derfor bliver batteritiden det primære fokusområde de næste par år.

Det er den helt rigtige beslutning, hvis Apple for alvor vælger at prioritere batteritiden i de kommende ure.

Se også: De bedste mobiler på markedet nu