Ny Subaru Uncharted: Frister med lavere pris end Toyota-tvillingen

Subaru lancerer deres nye el-SUV, Uncharted, som er bygget på samme platform som Toyotas C-HR+. Den lavere startpris gør den interessant, men er det nok?

Ny Subaru Uncharted: Frister med lavere pris end Toyota-tvillingen

Subaru er klar med en ny udgave af SUV’en Uncharted, der i høj grad deler DNA med Toyotas C-HR+. men Subaru har valgt en lidt anden og ret interessant strategi for det danske marked.

Se også: Test af Toyota C-HR+

Subaru giver valgfrihed på batteriet

Mens Toyota har fravalgt det mindste batteri i Danmark for C-HR+, tilbyder Subaru Uncharted med to batteristørrelser.

Det betyder, at du kan få basismodellen, Uncharted Adventure, med et 57,7 kWh-batteri og en rækkevidde på op til 451 kilometer for en startpris på 274.900 kroner (med en nuværende introduktionsrabat på 15.000 kroner).

Denne strategi giver Uncharted en markant lavere startpris sammenlignet med sin Toyota-tvilling, hvor en C-HR+ koster fra 299.990 kr.

Ønsker man det større 77 kWh-batteri og en rækkevidde på 592 kilometer, starter prisen på 314.900 kroner (med introduktionsrabat), men her får man også et højere udstyrsniveau (Limited).

Subaru oplyser ikke, hvornår deres introduktionsrabat gælder til – vores gæt er, at den ikke forsvinder lige foreløbig, men det kan du læse mere om længere nede.

Subaru Uncharted

Se også: Alle elbiler fra Subaru

Uncharted har styr på sikkerhed og firehjulstræk

Subaru lægger stor vægt på sikkerhed, og Uncharted er ingen undtagelse. Subaru Safety Sense, mærkets samling af aktive og passive sikkerhedssystemer, er standard i alle modeller.

Derudover tilbydes Subaru Safe, en serviceaktiveret fabriksgaranti, der kan forlænges op til 10 år eller 200.000 km.

For dem, der værdsætter Subarus arv, fås Uncharted med det velkendte firehjulstræk i Touring- og Touring+ modellerne. Her yder den samlede pakke 343 hestekræfter, hvilket sikrer et solidt overskud og en anhængervægt på op til 1.500 kg.

Priserne for AWD-modellerne starter ved 334.900 kroner.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Er det nok?

Subaru Uncharted er i bund og grund en Toyota C-HR+ i en anden indpakning. Det er en fin bil, men på det stærkt konkurrenceprægede danske marked for elbiler, får den få det svært.

Den eneste reelle fordel ved Uncharted er den lavere startpris, der udelukkende skyldes muligheden for det mindre batteri. Og når det er slut med introduktionsrabatten, er prisen alt for tæt på en C-HR+ til, at danskere vil overveje den. Vores gæt er, at introduktionsrabatten ikke forsvinder fra Uncharted.

Konkurrencen i segmentet er enorm, og der findes utallige, stærke alternativer. Med mindre man har et stærkt tilhørsforhold til Subaru-brandet, fremstår Uncharted desværre som en elbil, der er sat bagud fra start.

Se også: De bedste SUV’er til 300.000 kr.

Garanti på elbiler

Hvordan ser garantien ud på andre elbiler på markedet? Her kan du se fabriksgarantier på alle elbilmærker i Danmark.

Vi anbefaler:
Sammenlign alle elektriske SUV’er
Disse elbiler er Bedst i Test
Kommende elbiler i Danmark