Nu kan du lease Skoda Epiq: Prisen skuffer i vores beregning

Skoda åbner nu for privatleasing af den længe ventede elbil Epiq. Prisen lander dog i den høje ende, og vores beregning viser, at du bør vente med at slå til.

Nu kan du lease Skoda Epiq: Prisen skuffer i vores beregning

Den helt nye Epiq lander snart på de danske veje som Skodas hidtil mindste og billigste elbil til dato. Nu er de officielle priser på privatleasing landet, men de er desværre langt fra så skarpe som bilens introduktionspris.

Se også: De bedste aktuelle leasingtilbud på elbiler

Hvad koster privatleasing af Skoda Epiq?

Hvis du drømmer om at lease den nye kompakte SUV, der er både by- og familienvenlig, skal du i første omgang være opmærksom på udvalget.

Lige nu tilbyder Skoda nemlig udelukkende leasing på de såkaldte Launch Edition-varianter. Det betyder, at du er tvunget op i de absolutte topudgaver, mens de markant billigere basismodeller først lander senere på året.

Konkret kan man i øjeblikket lease topmodellen Skoda Epiq 55 Selection Intro Edition. Bilen har en kontantpris på 244.995 kr., hvor basismodellen koster lige under 190.000 kr.

Til gengæld byder Epiq 55 Selection Intro Edition på det store batteri med 435 kilometer rækkevidde, 211 hestekræfter samt en meget stor udstyrspakke.

Vælger du en udbetaling på 24.995 kr., bliver den månedlige ydelse på 3.195 kr. med 10.000 kilometer inkluderet om året.

Kontrakten løber over 48 måneder, men kan som altid opsiges efter 12 måneder.

Se også: De mest spændende nye billige elbiler i 2026

Vores beregning afslører et dårligt tilbud

Selvom en månedlig ydelse på godt 3.200 kr. kan lyde overkommeligt for en topudstyret Epiq, afslører det samlede regnestykke, at det ikke er et særligt skarpt tilbud.

Efter de første 36 måneder har du nemlig lagt i alt 140.615 kr. Det svarer til, at du har betalt 57,4 procent af bilens samlede købspris på tre år.

Du kan også vælge en udbetaling på 9.995 kr. med en månedlig ydelse på 3.595 kr./md., men her ser det ikke meget bedre ud.

Til sammenligning kan du faktisk lease en Kia EV6 til en lavere samlet pris, der er en betydeligt større bil til en pris på 329.999 kr. Se tilbuddet på Kia EV6 her.

Som en solid tommelfingerregel vurderer vi på Mobilsiden.dk kun et leasingtilbud som decideret godt, hvis de samlede omkostninger efter tre år holder sig under 45 procent af bilens nypris. Epiq skyder altså, lige nu, langt over målet.

Se også: Test af Skoda Epiq

Klap hesten og vent lidt

Vi er slet ikke i tvivl om, at Skoda Epiq bliver et gigantisk salgshit i Danmark. Dens SUV-format, rummelighed og praktikalitet passer perfekt til danskerne, der er på jagt efter en prisbillig elbil.

Men i forhold til privatleasing er vores klare anbefaling lige nu at slå koldt vand i blodet.

Du bør absolut ikke kaste dig over de dyre lanceringsmodeller på de nuværende vilkår. Et råd herfra er, at vente til lidt senere i år, hvor de billigere modelvarianter med en startpris under 190.000 kr. lander i Danmark, og hvor Skoda forhåbentlig også får tryllet nogle skarpere leasingpriser frem.

Se også: Guides og tips om elbiler