Den nye Siri AI er testet: Er den endelig blevet god?

Apples længe ventede AI-opdatering til Siri er landet i en tidlig test. Her kan du se, hvilke funktioner der imponerer, og hvilke der skuffer.

Den nye Siri AI er testet: Er den endelig blevet god?

Apple har i årevis lovet os en klogere Siri, og nu er den nye AI-udgave endelig landet i en tidlig beta.

Men kan den overhovedet leve op til de store løfter, eller er det den samme gamle Siri?

Se også: Disse iPhones bør du undgå at købe

Personlig kontekst imponerer i testen

Den absolut største opgradering er Siris evne til at dykke ned i dine personlige beskeder, mails og noter for at finde svar.

I en amerikansk test lavet af tidligere journalist hos Wall Street Journal, Joanna Stern, kunne assistenten lynhurtigt regne ud, hvad hendes børn ønskede sig i gave, ved at læse en gammel sms fra en onkel.

Siri formår også at samle data på tværs af kalender, beskeder og telefonsvarer for at give et komplet, intelligent overblik over din kommende dag.

Og den kom endda med imponerende beregninger for, hvornår hun skulle ordne specifikke opgaver, så det passede med dagens begivenheder. Informationer hentet ind fra forskellige apps.

Det lykkedes også at få Siri til at genkende objekter på billeder og navigere til den rette destination.

Se også: Kommer RCS-beskeder til iPhone i Danmark?

Her kniber det stadig for kunstig intelligens

Selvom fundamentet er solidt, snubler AI-Siri stadig en del i hverdagen. Den nye skærmforståelse tog blandt andet fejl af billeder og placerede oprindeligt en strand i Californien midt i England.

Når man peger kameraet mod en tallerken mad, kan Siri også finde på at dømme helt forkert og kalde sund morgenmad for “lav ernæringsværdi”.

I den tidlige beta er systemet mærkbart langsommere, og Siri laver stadig de helt klassiske fejl, når der skal ringes op til folk i kontaktbogen.

Desuden har Apple sat benhårde grænser. Siri nægter fuldstændig at agere læge eller kæreste, hvilket ofte resulterer i ret tørre afvisninger. Måske for det bedste?

Heldigvis ser det ud til, at de simple kommandoer virker fint på den nye Siri AI.

Se også: De vildeste kommende mobiler i 2026

Behandling af data og lange udsigter

Selvom det lyder genialt, når det virker, vil det nok skræmme nogen, at Siri kan kigge i private iMessages. Apple lover dog, at dine data ikke bliver gemt i skyen.

Systemet bruger i stedet dataet lokalt på telefonen, som kun sender de mest nødvendige tekststumper op til Apples sikre servere, hvor de slettes med det samme efter brug.

Hvis du sidder og glæder dig til at teste de nye funktioner herhjemme, må du desværre væbne dig med tålmodighed. De nye AI-funktioner kommer nemlig ikke til Danmark lige foreløbig.

Se også: Apple lancerer iOS 27 til iPhone