Hver tredje dansker gamer på mobilen – og kvinderne fører an
Forestillingen om at en gamer typisk er en ung mand lukket inde på et værelse foran en pc, er for alvor blevet indhentet af virkeligheden. Smartphones har ændret vores vaner, og mobilgaming er nu blevet folkeligt i Danmark.
Se også: Disse 3 populære mobiler skal du undgå
Kvinderne fører an i ny mobilundersøgelse
En ny landsdækkende undersøgelse foretaget af Norstat på vegne af Samsung Danmark viser, at hele 30 procent af danskerne spiller spil på deres smartphone hver eneste dag.
Ser man på en hel uge, gælder det tæt på halvdelen af befolkningen med 47 procent – svarende til knap 3 mio. danskere.
Til sammenligning svarer blot 28 procent, at de aldrig bruger smartphonen til spil. Der er dermed markant flere daglige mobilgamere i Danmark end folk, der helt lader være.
Undersøgelsen gør samtidig op med den klassiske stereotype om mobilspilleren. Det viser sig nemlig, at kvinderne er de mest aktive på området, hvor 36 procent af kvinderne gamer dagligt på smartphonen, mens det kun gælder for 23 procent af mændene.
Se også: De bedste mobiler med hver deres superkraft
Mobilspil udfylder hverdagens små pauser
Ifølge Søren Rinnov Østergaard, landechef for Samsung Danmark, understreger tallene, hvordan smartphonen har åbnet gaming op for et helt nyt og bredere publikum.
Gaming er ikke længere forbeholdt store skærme og tunge setups, men har fundet en naturlig plads i danskernes hverdag.
Mobilgaming handler ofte om de små kortvarige pauser i løbet af døgnet. Det kan være fem minutter i køen, på vej hjem i toget eller i frokostpausen, hvor mobilen hurtigt hives op af lommen.
Hjemme i stuen fungerer mobilen også hyppigt som en ekstra skærm ved siden af fjernsynet.
Derudover fremhæver Samsung-chefen, at mobilspil i dag i høj grad også er blevet en social aktivitet. Mange vælger at spille mod hinanden, følge de samme spil eller udveksle erfaringer med venner og familie.
Se også: Disse 3 mobiler er de bedste køb
Nogle mobiler er bedre gearet til gaming end andre
Selvom langt de fleste smartphones kan køre simple spil, er der stor forskel på, hvor god en spiloplevelse den enkelte mobil leverer. Hvis du vil spille mere avancerede titler med flot grafik og høj billedhastighed, stiller det specifikke krav til telefonens hardware.
Ting som en høj opdateringshastighed på skærmen, effektiv varmeafledning og et stort batteri har stor betydning for oplevelsen. Dertil kommer processorens og grafikchippens ydeevne, som sikrer, at spillene kører helt flydende.
Det er typisk producenternes topmodeller og flagskibsmobiler, der er bedst gearet til gaming, da de har den nødvendige kraft og de bedste skærme.
Hvis du vil se, hvilke telefoner der klarer opgaven bedst, kan du se de bedste mobiler til gaming her.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed