Spar dine penge: Disse 3 populære mobiler skal du undgå

De lyder på papiret så gode som en topmodel, men er et dårligt køb. Se hvilke tre populære mobiler, du bør undgå lige nu og bedre alternativer til dem.

Spar dine penge: Disse 3 populære mobiler skal du undgå

I denne guide skal det ikke handle om de gode mobilkøb, men derimod dem, du bør undgå at bruge penge på.

Når de store mobilproducenter lancerer nye topmodeller, følger der ofte en lidt billigere variant med. Den bliver lanceret seperat og skal lokke dem til, der blev skræmt af priserne på topmodellerne.

Men nogle gange er kompromiserne simpelthen for store på de billigere modeller. Det samme kan gælde, når en helt ny generation lander i butikkerne.

Her er vores bud på tre mobiltelefoner, som du ikke skal bruge dine hårdttjente penge på.

Se også: Her er de bedste Android-mobiler i 2026

iPhone 17e: Ikke besparelsen værd

Apples seneste forsøg på at skabe en budgetvenlig iPhone falder desværre til jorden. Selvom den på papiret ligner en billig og fornuftig genvej til en iPhone, er virkeligheden en anden.

Apple har nemlig skåret funktioner og en del af den gode indmad væk for at presse prisen ned, og det køb kommer man til at fortryde.

Selve skærmen har lavere lystyrke og har kun 60 Hz opdateringshastighed, som i dag er et fortidslevn. Kamerasystemet består af ét hovedkamera. Ingen zoom. Ingen ultravidvinkel. Kun ét kamera på mobil i dag, er nærmest uhørt. Det føles ærligt talt som en forældet, sørgelig omgang.

Vores klare råd er at ryste sparegrisen en ekstra gang og nuppe den almindelige iPhone 17 i stedet. Prisforskellen er givet godt ud. Bedre kamerasystem, bedre skærm og bedre processor til mange års brug.

Samsung Galaxy S25 FE: Der findes bedre alternativer

Selvom Samsungs Fan Edition-modeller vækkede stor opsigt, da de først kom ud, har billedet af dem her på redaktionen ændret sig de seneste år. Den helt store grund til det er, at Samsungs egne Galaxy A-telefoner er så gode til prisen, at en Fan Edition ikke giver mening.

På nogle punkter er Galaxy S25 FE bedre end den dyrere Galaxy S25. Batteriet er større og opladning hurtigere. Men tror det eller ej, så er budgetmodellen Samsung Galaxy A57 bedre end begge på disse parametre. Og ikke mindst, meget billigere.

Der er så få kompromiser med Galaxy A57, at det ikke giver mening, at gå uden om den, hvis du alligevel vil spare penge, og ikke vil købe en topmodel.

I skrivende stund kan du spare ca 1.300 kroner på Galaxy A57 frem for Galaxy S25 FE. Det er svært for os ikke at argumentere for, at man skal gå undgå Fan Edition og gå efter Galaxy A57, hvor man får meget mere for pengene.

Alternativt skal man vælge den lidt dyrere Galaxy S25, hvis man vil have et bedre kamera.

Google Pixel 10a: Gammel vin på nye flasker

Google Pixel 10a er isoleret set ikke en dårlig telefon. Den tager fine billeder, har god software og lang batteritid. Men hvorfor Pixel 10a overhovedet eksisterer, er svært at svare på.

Pixel 10a er nemlig identisk til sidste års Pixel 9a, lige bortset fra enkelt designforskelle, som du alligevel ikke vil opleve forskel på.

Google har genbrugt så meget indmad og design, at det er umuligt at retfærdiggøre at betale fuld pris for en nyere model til en højere pris.

Løsningen har du nok allerede gættet. Hvis du vil have den rene Google-oplevelse, skal du i stedet købe forgængeren Pixel 9a på tilbud og spare nogle penge. I skrivende stund er der 900 kr at spare.

Nyt er ikke altid bedre

Alle producenter vil gerne have fat i os alle sammen. De vil gerne skabe et behov, så vi bilder os selv ind, at vi har brug for det nyeste og “bedste”. Vi kan ikke understrege nok, hvor mange penge der er at spare på, at lade vær med at købe en ny telefon, når den lige er udkommet.

Nogle Android-telefoner falder hurtigt i pris. Eksempelvis ser vi ofte en topmodel fra Samsung være faldet med over 5.000 kroner på blot et par måneder. De er altså kunstigt dyre i starten.

Det samme gør sig ofte gældende med de budget “topmodeller” omtalt i denne artikel. Derfor ligger den ægte besparelse i nogle tilfælde at gå op til en bedre model eller ned til en billigere model.

Google og Apples telefoner holder prisen nogenlunde den samme i længere tid, hvorfor det i disse tilfælde giver mere mening at kigge på en bedre model eller ældre model.

Se også: Test de de nyeste mobiltelefoner