Elbil med lav rente: Se de bedste tilbud på billån
Flere bilmærker lokker lige nu med skarpe finansieringstilbud under to procent og helt ned til 0 procent.
Vi giver dig her et overblik over de aktuelt bedste tilbud lige nu.
Se også: Guides og tilbud på elbiler
Sådan gennemskuer du de vilde rentetilbud
Præmissen for de fleste forhandlerlån er enkel: Bilproducenten yder et indirekte tilskud til finansieringen for at holde renten helt i bund.
For at vurdere om et tilbud reelt er fordelagtigt, kigger vi på samspillet mellem debitorrente, løbetid og særligt ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent) samt de samlede kreditomkostninger.
En nominel rente på 0 procent er nemlig ikke gratis, hvis stiftelsesgebyrer og tinglysning trækker ÅOP i vejret.
Samtidig skal du holde øje med, om renten er fast eller variabel, samt kravet til udbetaling på typisk 20 procent.
Markedet bevæger sig lynhurtigt, så det kan i den grad betale sig at holde øje løbende. Herunder har vi samlet de bedste tilbud på finansiering af elbiler lige nu.
Se også: Test af elbiler
Zeekr 7X
Vi lægger ud med et skarp tilbud på SUV’en Zeekr 7X Long Range, der byder på 615 kilometers rækkevidde og lynhurtig lynladning.

Finansieringstilbuddet er et af markedets mest gennemførte. Med en kontantpris på 439.900 kroner og 88.000 kroner i udbetaling tilbydes en variabel debitorrente på 0,49 procent over 96 måneder.
Den månedlige ydelse lander på 3.966 kroner, og med en ÅOP på kun 1,99 procent holdes de samlede kreditomkostninger nede på 28.764 kroner.
Den samlede tilbagebetaling lander her på 380.664 kr.
Se også: Priser og specifikationer på Zeekr 7X
Xpeng G6 og G9
Xpeng kører en yderst attraktiv rentekampagne på nul procent i variabel rente over op til 8 år (96 måneder). Tilbuddet omfatter både Xpeng G6 og Xpeng G9.

Tager vi udgangspunkt i den veludstyrede Xpeng G6, kan den finansieres til en månedlig ydelse på 2.655,65 kroner med et udbetalt kreditbeløb på 239.696 kroner over 96 måneder.
Med en variabel debitorrente på 0,00 procent lander ÅOP på blot 1,59 procent, og de samlede kreditomkostninger er nede på 16.000 kroner.
Det giver en samlet tilbagebetaling på 255.696 kroner.
Se også: Priser og specifikationer på elbiler fra Xpeng
MGS6 EV
MG er ligeledes klar med 0 procent i variabel rente på MGS6 EV over 96 måneder.

Vælger du Long Range-udgaven til 307.499 kroner, lægger du 76.875 kroner i udbetaling og betaler 2.581 kroner om måneden med en ÅOP på 1,85 procent og kreditomkostninger på 17.905 kroner.
Den hurtigere Performance-udgave lander på en ÅOP på 1,71 procent. Det er et bundsolidt tilbud, hvor etableringsomkostningerne holdes nede i et meget fornuftigt leje.
Det giver en samlet tilbagebetaling på henholdsvist 248.529 kr. og 275.080 kr. på Long Range og Performance-modellerne. Kampagnen slutter den 31. august 2026.
Se også: Priser og specifikationer på MGS6 EV
Toyota bZ4X, C-HR+ og Urban Cruiser
Toyota tilbyder i øjeblikket en skarp kampagnerente på 1,99 procent i variabel rente (2,01 procent i variabel debitorrente) på Urban Cruiser, C-HR+ samt bZ4X.

Fælles for modellerne er kravet om 20 procent i udbetaling og en løbetid på 96 måneder.
Vælger du bestselleren Toyota bZ4X Active med 57,7 kWh batteri og 167 hestekræfter til en kontantpris på 299.990 kroner, lægger du 59.998 kroner i udbetaling.
Den månedlige ydelse lander på 2.805 kroner, og med et samlet kreditbeløb på 239.992 kroner ender ÅOP på 2,95 procent.
De samlede kreditomkostninger udgør 29.288 kroner, hvilket giver en samlet tilbagebetaling på 269.280 kroner eksklusive udbetalingen.
Se også: Priser og specifikationer på elbiler fra Toyota
Tesla Model 3
Tesla skiller sig ud fra mængden ved at tilbyde en fast debitorrente på 1,99 procent på den opdaterede Model 3.

Basismodellen af Tesla Model 3 koster 269.990 kroner, og med en udbetaling på 53.998 kroner koster den 2.587 kroner om måneden i 96 måneder.
ÅOP ender på 3,67 procent på grund af stiftelsesomkostningerne, hvilket giver samlede kreditomkostninger på 33.110 kroner.
Det samlede beløb, der skal tilbagebetales her er 303.100 kr.
Se også: Priser og specifikationer på Tesla Model 3
Citroën ë-C3 Aircross
Den kompakte Citroën ë-C3 Aircross Plus fås til en kontantpris på 214.990 kroner med en fast debitorrente på 0,00 procent.

Med en minimumsudbetaling på 43.000 kroner slipper du med 2.052 kroner om måneden over 96 måneder.
Her skal man dog bemærke, at stiftelsesgebyrerne sender ÅOP op på 3,45 procent med kreditomkostninger på 25.045 kroner.
Lånet er stadig attraktivt for dem, der prioriterer en lav månedlig udbetaling i budgettet, men viser nemlig, hvorfor man altid skal holde øje med ÅOP frem for kun den rene rente.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed