Kinesiske Xiaomi slår fast, at deres populære elbiler kommer til Europa i 2027.
I stedet for at forsøge sig med dyre, egenudviklede salgskanaler, sikrer techgiganten sig succes ved at samarbejde med etablerede, lokale forhandlere.
Xiaomis elbil klar i Europa via tyske bilgiganter
Under elektronikmessen IFA i Berlin har Xiaomi skrevet under på hensigtserklæringer med otte af Tysklands største bilforhandlergrupper, heriblandt Emil Frey, Dello og LUEG Mobility.
Aftalerne dækker salg og service, så infrastrukturen er fuldstændig på plads, før den første bil ruller ud til de europæiske forbrugere.
At opbygge et komplet servicenetværk fra bunden tager år, men Xiaomi tager en hurtigere og kortere vej til målet.
Xiaomi har allerede leveret over 800.000 biler i Kina på blot 29 måneder med sedanen SU7 og SUV’en YU7. Salget i 2026 ligger foreløbig 14,8 procent over samme periode sidste år, men med stagnerende vækst i sommermånederne har Xiaomi brug for Europa for at holde fart i forretningen.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovXiaomi har lært af forgængernes dyre fejltrin
Mange kinesiske bilmærker har tidligere drømt om at kopiere Teslas direkte salgsmodel uden om de traditionelle forhandlere, men det har kostet dem dyrt.
Luksusmærket HiPhi åbnede overdådige showrooms i Norge og Tyskland uden et reelt servicenetværk. Ingen europæere ville betale over en million kroner for et ukendt mærke uden sikkerhed for service. Det endte derfor ud i betalingsstandsning og et brat stop for deres europæiske eventyr.
NIO forsøgte ligeledes at sælge elbiler direkte udenom importører, men måtte sande, at salget svigtede. Sidste år måtte de starte forfra i Danmark via et samarbejde med Nic. Christiansen Gruppen, om end salgstallene fortsat er meget tvivlsomme.
Også Great Wall Motor droppede deres agentmodel efter skuffende tal, mens mærker som Aiways hurtigt opgav det rene onlinesalg til fordel for traditionelle partnere som Andersen Motors A/S i Danmark.
Xiaomi gør derfor det eneste rigtige ved at undgå storhedsvandvidet, som mange kinesiske bilproducenter er ramt af, når de drømmer om at indtage Europa.
Ved at lægge salget i hænderne på erfarne bilforhandlere, der kender de lokale markeder, sikrer de sig øjeblikkelig lokal tillid og servicekapacitet.
Det bliver utroligt spændende at se, hvem Xiaomi vælger som partner i Danmark, hvis altså bilmærket satser på vores lille marked. Med deres tætte integration af forbrugerelektronik og tårnhøje kvalitet til prisen kan bilmærket for være med til at presse de etablerede konkurrenter herhjemme.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler

