Xiaomi jagter lige nu elbilrekord på europæisk asfalt

Nye billeder fra en legendarisk racerbane afslører, hvad Xiaomi pønser på i Europa. Giganten gør klar til at udfordre de etablerede mærker.

Xiaomi
Xiaomi SU7 Ultra. Foto: Mobilsiden.dk

En voldsomt modificeret prototype af sedanen Xiaomi SU7 Ultra er nu blevet spottet under hemmelighedsfulde testkørsler på tyske Nürburgring.

Alt tyder på, at den kinesiske techgigant er i fuld gang med at forberede et nyt rekordforsøg på europæisk asfalt – et træk, der utvivlsomt vil skabe massiv opmærksomhed og fungere som perfekt markedsføring, inden mærket for alvor åbner døren til Europa.

Xiaomi vil vriste banerekord fra Porsche

Billederne fra den berømte racerbane viser en prototype af SU7 Ultra, som Mobilsiden tidligere fik lov at kigge nærmere på ved en præsentation i Barcelona, udstyret med en gigantisk spoiler, der ser ud til at understøtte aktiv DRS, samt aggressive splittere foran.

Xiaomi er ude efter revanche mod Porsche. Tilbage i foråret 2025 satte Xiaomi en imponerende tid på 7 minutter og 4,957 sekunder med SU7 Ultra, men i april 2026 kørte en Porsche Taycan Turbo GT med Manthey Kit banen rundt på 6 minutter og 55,533 sekunder.

Tyskerne er altså næsten ti sekunder foran, og det kan techgiganten næppe have siddende på sig.

Med over 1.500 hestekræfter i serieversionen mangler SU7 Ultra ikke kræfter, men de nye aerodynamiske greb skal give det nødvendige vejgreb til at vippe Porsche af pinden.

Kilde: Weibo
Læs ogsåSeneste nyheder om kommende elbiler

Xiaomi kommer godt forberedt til Europa

Ræset på Nürburgring er dog langt fra bare et isoleret PR-stunt. Det understreger, at Xiaomi er godt i gang med at gøre klar til en massiv invasion af deres elbiler i Europa.

Det er en offensiv, som Xiaomi efterhånden har brugt årevis på at forberede, og det er absolut ikke noget, kineserne bare lige kaster sig hovedkulds ud i.

Forberedelserne handler om meget mere end hurtige omgangstider, men også om infrastruktur, distribution og branchekendskab.

Det så vi for nylig et soleklart bevis på, da Xiaomi sikrede sig en af den danske bilbranches absolut tungeste profiler, Jens Olsen. Efter at have bygget Xpeng op i Skandinavien med stor succes, er han hentet ind som Head of Nordics, Central & Eastern Europe for at lede etableringen på vores breddegrader.

Xiaomi har meldt officielt ud, at elbilerne lander i Europa i 2027. Med den høje danske elbilandel er der næppe tvivl om, at Danmark står højt på listen, når modeller som sedanen SU7 og SUV’en YU7 gør sit indtog – her på Mobilsiden kan vi faktisk ikke vente til det sker.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov