Toyotas luksusmærke sætter skarp pris på kæmpe-SUV

Lexus har åbnet for salget og sat en overraskende skarp dansk pris på den enorme sekspersoners el-SUV, Lexus TZ. Se de officielle modelpriser her.

Lexus

Toyotas luksusmærke har omsider sat tal på den kolossale el-SUV, Lexus TZ, som netop nu kan opleves på dansk grund under Elbilmessen i Herning.

Den store seks-personers flyder lander med en startpris på 649.500 kroner.

En overraskende aggressiv pris

649.500 kroner for en fuldvoksen luksus-SUV på 5,1 meter er en decideret skarp startpris.

I et marked, hvor konkurrenter som Volvo EX90 og tyske premium-rivaler hurtigt stikker af mod millionen, placerer Lexus TZ sig uventet stærkt på prisskiltet.

For den pris får man indstigningsmodellen TZ 450e Executive med 313 hestekræfter, DIRECT4-firehjulstræk og dynamisk baghjulsstyring som standard.

Udstyrslisten er overvældende fra fabrikken med blandt andet 20-tommer alufælge, 360-graders kamera, head-up display, akustikglas, panoramatag og ventilation i forsæderne.

Vil man have den ultimative luksus med 409 hestekræfter, Mark Levinson-lyd med 21 højttalere og ottoman-benstøtter, starter TZ 550e Luxury ved 749.500 kroner.

Førsteklasses lounge på tre sæderækker

Indvendigt er der lagt massiv vægt på komfort med mærkets nye lounge-koncept.

Kabinen byder på tre sæderækker og seks separate sæder, hvor anden række forkæles med overdådige kaptajnstole.

Den over tre meter lange akselafstand og det flade elbilgulv sikrer desuden, at voksne rent faktisk kan sidde ordentligt på tredje række.

Føreren kigger ind i et nyt digitalt cockpit drevet af Arene-softwareplatformen, som kombinerer en 12,3-tommer instrumentskærm med en 14-tommer central touchskærm.

Hertil kommer smarte finesser som infrarød strålevarme ved benene i topmodellen, der luner uden at dræne batteriet unødigt.

De rå elbilspecifikationer halter stadig

Selvom prisen er overbevisende, fastholder vi dog vores kritiske briller på drivlinjen.

Batteripakken er på massive 95,8 kWh, men leverer kun en foreløbig WLTP-rækkevidde på op til 544 kilometer.

Samtidig må man nøjes med en maksimal lynladeeffekt på 150 kW. Det betyder omkring en halv times ladetid fra 10 til 80 procent, hvilket ganske enkelt ikke er prangende.

Heldigvis trækker en kraftig 22 kW AC-hjemmelader op i det samlede regnskab.

Selvom TZ nu ligner et fremragende køb til prisen storfamilien, der sætter pris på ekstra luksus og komfort.

Lexus TZ kan bestilles nu, men lander først på de danske veje i 2027.