Test af Lexus ES – luksuriøs flyder hæmmet af forældet teknik

Lexus ES er en superkomfortabel sedan med masser af plads og udstyr. Desværre trækker forældede tekniske løsninger ned. Den får 70/100 i test.

Test af Lexus ES – luksuriøs flyder hæmmet af forældet teknik

Lexus satser nu for alvor på Danmark med en fuldelektrisk udgave af deres klassiske sedan, hvor ro og komfort prioriteres over sportslige køreegenskaber.

Læs vores test og bedømmelse af Lexus ES og se de bedste alternativer til den.

Se også: Priser, specifikationer og billeder af Lexus ES

Lexus ES: Luksuriøs sedan i mellemklassen

Lexus ES er en stor firedørs sedan, der hører til i mellemklassen på det danske marked. Fra-prisen starter stærkt på 459.500 kroner for basismodellen.

Selvom prisen er overkommelig, er den fysisk så enorm, at den reelt fungerer som et billigere alternativ til biler i den store mellemklasse som BMW i5, Audi A6 e-tron og Mercedes EQE, ligesom den udfordrer modeller som Tesla Model 3, Volkswagen ID.7 og Xpeng P7+.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Byggekvaliteten er rigtig god. Materialerne er måske ikke de mest luksuriøse, men alt føles usædvanligt velbygget og solidt. Helhedsindtrykket løftes yderligere af klassiske detaljer som gode dørhåndtag, der giver en dejlig og tillidsvækkende manuel feedback, når man åbner bilen.

Mange moderne elbiler føles efterhånden som smartphones på hjul. Her går Lexus ES i en mere traditionel retning – med både fordele og ulemper.

Se også: Alle elbiler fra Toyota

Hvor stor er Lexus ES?

ES er med en længde på hele 5.100 mm en enormt lang elbil. Den er desuden 45 mm højere end eksempelvis en BMW i5, og med en akselafstand på hele 2.950 mm er der skabt et gigantisk indvendigt rum.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Den overdådige bagsædeplads er skøn i hverdagen, men bilens voldsomme længde gør det besværligt at cleare snævre parkeringspladser. Egenvægten sniger sig op på 2,2 tons.

Elbilen er udstyret med fem siddepladser, med to ISOFIX på yderste bagsæder, hvoraf de to yderste på bagsædet byder på en voldsom mængde benplads, man sidder rigtig behageligt i.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Midtersædet er dog en skuffelse, og der er en mærkbar forhøjning i gulvet, som er et klodset levn fra brændstofbiler – gulvet burde være helt fladt i en elbil. Dertil er midtersædet hårdere og smallere.

Forrest gør den høje siddeposition oven på batteriet desuden, at førere over gennemsnitshøjde kan mangle lidt plads til hovedet.

Bagagerummet er på 517 liter, hvilket er større end mange konkurrenter, men adgangen er hæmmet af en lille luge og store gammeldags bøjlehængsler, der kan trykke bagagen, når klappen smækkes.

Desværre er der intet frunk under motorhjelmen, hvilket ellers er rart til for eksempel et ladekabel.

Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads

Hvor lang rækkevidde har Lexus ES?

Lexus ES er udstyret med et batteri på 70 kWh netto. Det giver i den mest effektive variant en maksimal rækkevidde på 581 kilometer.

Det officielle elektriske WLTP-strømforbrug er pænt for sin størrelse og opgivet til 146 Wh/km. Vælger du topmodellen med de store 21-tommer alufælge, straffes du dog med et markant fald i rækkevidden ned til 538 kilometer.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Rækkevidden er godkendt, men placerer alligevel Lexus et skridt bag de bedste konkurrenter i rækkeviddedisciplinen, hvor Audi A6 e-tron er et godt stykke over 600 km og Volkswagen ID.7 tæt på det 700 km.

Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen

Hvor hurtigt oplader Lexus ES?

Når bilen lades op hjemme ved en ladeboks eller ved en ladestander i byen, tilbyder Lexus ES som standard en stærk 22 kW AC-ladeeffekt.

Det giver en fuld opladning på kun få timer, hvilket er et stort plus i hverdagen, især hvis man ofte parkerer i byen.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

På langfart ved en DC-lynlader er historien imidlertid en anden. Bilen bygger på ældre 400V-teknologi og har kun en maksimal ladeeffekt på beskedne 150 kW.

En opladning fra 10 til 80 procent tager cirka 30 minutter. Det er markant langsommere end mange moderne konkurrenter, hvor for eksempel en Xpeng P7+ klarer opgaven på 12 minutter og Exlantix ES på 11,5 minut.

Se også: Disse elbiler oplader hurtigst

Hvordan kører Lexus ES? Og hvor hurtig er den?

Basismodellen 350e, som er modellen vi har haft til test, trækkes af en enkelt elmotor på forhjulene, der leverer en ydelse på 165 kW (224 hk).

Den accelererer fra 0-100 km/t på 8,0 sekunder. Der findes også en firehjulstrukket 500e-variant, som yder mere respektable 252 kW (343 hk).

For en bil til tæt på en halv million kroner får man ikke mange hestekræfter, og især ved motorvejshastigheder mærker man, at der mangler overskud til kvikke overhalinger.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Bag rattet står det hurtigt klart, at Lexus ES ikke er skabt til at sætte omgangstider eller fremkalde et bredt smil på snoede veje. Rattet giver beskeden feedback fra forhjulene, og kaster du den store sedan hurtigt ind i et skarpt sving, vil hverken du eller den syntes om det. Der er ganske enkelt ikke meget sport eller traditionel køreglæde at hente her.

Men det er heller ikke pointen. Så snart du gejler ned og lader bilen gøre det, den er bedst til, forvandles køreturen til ren afslapning. Den bløde undervogn sluger ujævnheder, vejhuller og brosten med en overlegen ro, og det lave støjniveau fuldender oplevelsen af en harmonisk luksusflyder, hvor hverdagens stress effektivt lukkes ude.

Bremsepedalen er samtidig bemærkelsesværdigt god med en naturlig føling, der minder fuldstændig om en almindelig benzinbil.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Kabinen forstyrres desværre alt for ofte af bilens indbyggede biblyde og kørealarmer, der bipper uden altid at give en klar indikation af, hvad man gør forkert og hvorfor den advarer.

Praktikaliteten lider under én gigantisk mangel for de danske købere, da ES ikke kan udstyres med et anhængertræk.

Se også: De hurtigste elbiler målt på tophastighed og acceleration

Hvordan er softwaren i Lexus ES?

Softwaren i Lexus ES styres via en stor 14-tommer infotainmentskærm, der er suppleret af en 12,3-tommer førerskærm.

Skærmene er generelt i en fin kvalitet og systemerne er fundamentalt enkle i brug, men skuffer på andre områder.

Softwaren hakker til tider, fremstår designmæssigt forældet, og menuernes danske oversættelser er så elendige, at det virker useriøst for et premiumbrand.

Teknisk set mangler der vigtige elbilfunktioner som automatisk ruteplanlægning af ladestop og kørselsstatistikker for energiforbrug, der gør, at oplevelsen med softwaren er mangelfuld.

Heldigvis fungerer det trådløse Apple CarPlay og Android Auto upåklageligt, hvor det vises i stort format og beholder genvejskapper i bunden til styring af for eksempel klimaanlægget.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Den indbyggede trådløse mobiloplader er fuldstændig uduelig – mobilen glider rundt og oplader knap nok. Prikken over i’et i den forældede oplevelse er en unødvendig tænd/sluk-knap for at starte bilen.

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Bilen har en tilknyttet smartphone-app, som i modsætning til softwaren i bilen er ganske nydeligt og har de mest nødvendige funktioner, som at tænde for klimastyring, overvåge ladestatus og låse døre op via telefonen.

Se også: Disse elbiler har de bedste infotainmentsystemer

Udstyr i Lexus ES

Lexus gør udstyrsræset meget overskueligt for kunderne. Standardvarianten Executive er simpelthen fremragende udstyret fra start med detaljer som 19-tommer alufælge, LED-forlygter, det store 14-tommer infotainment, akustikglas, trådløs mobiloplader, elbetjent bagklap, varmepumpe samt 8-vejs eljusterbare forsæder med varme og ventilation. Du savner nærmest ingenting.

Opgraderer man til udstyrspakken Luxury, får man desuden et eksklusivt semi-anilin læderindtræk, head-up display, 360-graders kamera og et mærkbart bedre Mark Levinson-lydsystem.

Standard-lydanlægget er fint, men burde være en tand bedre til prisen. Går du meget op i lyd, stoler vi på, at Mark Levinson kan levere en bedre oplevelse.

Se også: Elbiler med mest udstyr

Lexus ES: Pris, leasing og garanti

Lexus ES lander med en meget attraktiv pris på det danske bilmarked, der starter fra 459.500 kroner for indstigningsmodellen 350e Executive.

Ønsker man det højere Luxury-udstyrsniveau, er prisen fra 539.500 kroner, og vil man have firehjulstrækkeren 500e i Executive-trim, koster den 499.500 kroner.

Den står ufatteligt stærkt prismæssigt mod de store tyskere som i5 og den nye Mercedes-Benz C-Klasse. Til gengæld er den dyrere end alternativer som Xpeng P7+, Exlantix ES og Volkswagen ID.7.

Leasing af Lexus ES viser sig også at være en rigtig skarp mulighed. Du kan privatlease 350e Executive for kun 4.999 kroner om måneden med en udbetaling på 24.999 kroner og 15.000 inkluderede kilometer om året.

Regner vi prisen ud for de første 36 måneder, udgør de samlede leasingudgifter 204.963 kroner. Dette svarer til bare 44,6 procent af bilens kontantpris, og da vi ligger under grænsen på 45 procent, er det en god finansieringsmulighed at lease den.

Når det gælder garanti, tilbyder mærket en standardgaranti på 3 år/100.000 km. Lexus skiller sig dog kraftigt ud fra mængden med deres serviceaktiverede garanti, Lexus Relax.

Får du serviceret bilen hos autoriserede forhandlere, forlænges garantien helt op til bilen er 10 år gammel eller har kørt 185.000 km.

Batterigarantien er som udgangspunkt 8 år/160.000 km, men kan ligeledes forlænges op til imponerende 10 år/1.000.000 km.

Se også: Bedste leasingpriser på elbiler

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Fordele og ulemper ved Lexus ES

Der er mange fordele og ulemper ved Lexus ES. Her er de vigtigste:

Fordele ved Lexus ES

  • Fænomenal affjedring, der giver en uovertruffen komfort.
  • Fantastisk benplads til passagerer på bagsædet.
  • Bundsolid byggekvalitet med gode dørhåndtag og en naturlig bremsepedal.
  • Et imponerende højt niveau af standardudstyr, inklusive 22 kW AC-opladning.
  • Meget fordelagtig leasingpris og et af markedets stærkeste garantiprogrammer.

Ulemper ved Lexus ES

  • Langsom DC-lynopladning og mindre imponerende rækkevidde end forventet til prisen.
  • Forældet infotainmentsystem, der lejlighedsvist hakker og mangler funktioner.
  • Mange irriterende, ubegrundede sikkerhedsalarmer og biblyde.
  • Man kan hverken montere et anhængertræk eller drage fordel af et fladt gulv bagi.
  • Dårlige danske menu-oversættelser og en fuldstændig ubrugelig trådløs mobiloplader.

Se også: Garantier på elbiler

Lexus ES 350e. Foto: Mobilsiden.dk.

Lexus ES: Fantastisk komfort, men skuffende elbilteknik

Lexus ES er en fantastisk behagelig elbil, der er sat i verden for at transportere dig og dine passagerer med et maksimum af ro og komfort.

Den byder på vanvittig god bagsædeplads, bundsolid byggekvalitet og et udstyrsniveau, der gør konkurrenterne til skamme til prisen.

Desværre skuffer Lexus ES på flere helt centrale områder som moderne elbil. Man må kigge langt efter et praktisk frunk under kølerhjelmen, og på bagsædet er det flade gulv erstattet af en klodset forhøjning.

Infotainmentsystemet fremstår forældet, hakker og mangler vigtige funktioner. Dertil kommer en skuffende lynopladning på langfart og en rækkevidde, der burde være markant længere. Netop en stor, luksuriøs sedan som denne er skabt til de lange stræk på motorvejen, og her trækker den middelmådige elbilteknik desværre helhedsindtrykket ned.

Lexus ES får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 70/100 i test.

Se også: Disse elbiler er bedst i test

Bedste alternativer til Lexus ES

Blandt de bedste alternativer til Lexus ES er:

Xpeng P7+
Bedømmelse: N/A
Pris: Fra 359.995 kr.

Volkswagen ID.7
Bedømmelse: 80/100
Pris: Fra 369.995 kr.

BMW i5
Bedømmelse: 75/100
Pris: Fra 449.900 kr.

Se også: Sammenlign alle sedaner i mellemklassen

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed