Apple har netop præsenteret en ny generation af deres populære Apple TV 4K.
Den nye streamingboks byder på mærkbare forbedringer under motorhjelmen, bedre integration i det smarte hjem og smartere stemmestyring, men prisen tager desværre også et voldsomt hop.
Voldsom A19-ydelse og ægte surround
Hjertet i den nye boks er Apples A19-chip, som leverer op til 50 procent hurtigere processor og dobbelt så hurtig grafik som forgængeren, suppleret af en dedikeret AV1-dekoder til mere effektiv streaming.
På lydfronten åbner Apple for noget, mange brugere har sukket efter: Du kan nu parre boksen med hele fire HomePods (eller HomePod mini 2) for at skabe et ægte trådløst surroundsound-setup, der automatisk kalibrerer sig efter rummet.
Fjernbetjeningen har desuden fået en kærkommen opgradering med Præcis søgning i Find-netværket og en indbygget højtaler, så den kan bippe, når den forsvinder i sofapuderne.
Siri AI flytter ind, men prisen er høj
Den helt store softwarenyhed er integrationen af Siri AI. Med nye langtrækkende mikrofoner direkte i selve boksen kan du nu styre enheden helt håndfrit uden fjernbetjeningen.
Siri viser diskret svar i hjørnet af skærmen uden at afbryde filmen, og assistenten kan endda trække kontekst fra din iPhone, hvis du beder den afspille en serie, en ven har tippet dig om i en besked.
Der er ingen tvivl om, at Apple TV 4K fortsat er kongen af streamingbokse, og opgraderingerne er yderst velkomne. Men en dansk pris på hele 2.699 kroner er i min mening lidt (meget) for vildt.
Det nye Apple TV 4K kan forudbestilles fra i dag og lander i de danske butikker fredag den 13. november.