Nye oplysninger fra motor.es afslører, at Volkswagen er på vej med en sportslig R-Line-udgave af ID. Cross.
Selvom ydelsen kun stiger en smule, gemmer elbilen på ændringer, der forvandler køreoplevelsen radikalt.
Mere power og skarpt design til ID. Cross
Volkswagen er på vej med en ny og sporty variant af ID. Cross. Den kommende ID. Cross R-Line lander angiveligt i 2027 med et mere aggressivt ydre, der byder på en ny frontgrill i højglans sort, matchende detaljer på døre og spejle samt 19 tommer alufælge.
Kabinen opgraderes ligeledes med sportssæder og kontrastsyninger.
Under motorhjelmen øges ydelsen fra 211 til 226 hestekræfter fra APP290-elmotoren, som også driver ID. Polo GTI.
Batteriets kapacitet forbliver på 52 kWh (netto) med en forventet rækkevidde på op til 440 kilometer.
Den europæiske pris skulle lande på lidt over 40.000 euro, så vi er formentlig ude i en pris, der kan nærme sig 300.000 kroner.
Når den lanceres, kommer den formentlig samtidig eller lidt efter introduktionen af ID. Tiguan R-Line, som kommer i januar.
Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Volkswagen ID. Cross
Køreglæde er mere end acceleration
Specifikationerne på den nye topmodel kan virke skuffende ved første øjekast. Et hop fra 211 til 226 hestekræfter er ikke en forskel, der er til at mærke, men hestekræfter og accelerationstid fortæller kun en del af historien.
Den reelle forskel på ID. Cross R-Line og standardmodellen kommer til at ligge i undervognen og styretøjet. Hvis ID. Cross R-Line får samme elektroniske spærredifferentiale, progressive styretøj og adaptive DCC-undervogn som i ID. Polo GTI og søstermodellen Cupra Raval VZ, forvandles den fra en blød og halvkedelig bybil til en præcis og underholdende sportslig bil.
Køreglæde handler om dynamik og vejgreb og ikke kun om at nå 100 kilometer i timen hurtigst muligt.
Læs ogsåAlle elbiler fra Volkswagen








