Ups! Huawei afsløret i snyd med billede fra Huawei P9
Den kinesiske producent, Huawei, har i går dummet sig på de sociale medier. I et opslag delt på alle de store sociale medier skrev Huawei, at ”det er lykkedes os at fange en smuk solopgang med Deliciously Ella” efterfulgt af en beskrivelse af, hvor godt Huawei P9’s dual-kamera er i dårlige lysforhold.
Billedet skulle derfor formodes at være taget netop fra Huawei P9, men det er ikke tilfældet. Huawei har formentlig ikke bemærket, at der i billeder på Googles sociale medie Google+ vedhæftes informationer om billederne – det såkaldte metadata eller EXIF-data.
Læs også: Huawei P9 : Kameraet gør forskellen [TEST]
Hvis det originale billede indeholder disse metadata, kan du i disse se, hvilken enhed der har taget billedet og med hvilke indstillinger. Man skulle formode, at Huawei P9 er at finde i disse metadata, men nej. Det er derimod et Canon EOS 5D Mark III-kamera med en pris på intet mindre end 22.000 kroner i samspil med et Canon EF 70-200mm f/2.8L IS II USM-objektiv til hele 16.000 kroner.
Der er altså brugt kameraudstyr for hele 38.000 kroner for på misvisende vis at dokumentere, hvad kameraet i Huawei P9 er – eller snarere ikke er – i stand til.
Om det er bevidst eller ej, er uklart, men der kan sagtens spekuleres i, at Huawei bevidst har undladt eksplicit at skrive, at billedet er taget med Huawei P9, men blot lader læseren forudsætte det og vil have læseren til at kæde billedet sammen med teksten.
Huawei undskylder og sletter billedet
Nogle timer efter opdagelsen retter Huawei henvendelse til hjemmesiden Android Police for at undskylde det delte billede, som ganske rigtigt er taget med professionelt udstyr, men ifølge Huawei ikke har været for at få folk til at tro, at det er taget med Huawei P9.
”Det har for nyligt været fokus på, at et billede delt på vores sociale kanaler ikke var taget med Huawei P9. Billedet, som var professionelt taget under optagelse af en Huawei P9-reklame, var delt for at inspirere vores fællesskab. Vi anerkender dog, at vi skulle have været tydeligere med teksten til billedet. Det var aldrig vores hensigt at vildlede. Vi undskylder for det, og vi har fjernet billedet,” lyder det fra Huawei.
Læs også: Nokia taget i at snyde i ny Lumia video
Det er ikke første gang, at en smartphoneproducent tages i at markedsføre en smartphones kameraevner ved brug af professionelt udstyr. Tilbage i 2012 delte Nokia en video om, hvor god Lumia 920 var til at optage videoer. Et spejlbillede afslørede dog, at der også her var brugt professionelt udstyr til at optage videoen i stedet for netop Nokia 920.