TAG Heuer allierer sig med Intel, Google om smartwatch
Står det til et nyligt annonceret samarbejde mellem TAG Heuer, Google og Intel skal stil, schweizisk finmekanik og smartfunktioner snart mødes. Det annoncerer TAG Heuer i en pressemeddelelse.
Læs også: Apple Watch prisen ude: Dyr, dyrere, grotesk
TAG Heuer, et af de førende ur-brands i luksusgruppen LVMH, følger dermed Apple i deres nylige entré i det allerfineste smartwatch-selskab, hvor elektronik til flere titusinde kroner skal pryde håndleddet.
Det kommende TAG Heuer ur skal bygge videre på selskabet 155-årige tradition for luksus, men tilføje en sømløs forbindelse til brugerens digitale hverdag. For TAG Heuer er visionen en kulmination af innovation, kreativitet og design fra Silicon Valley i Californien til Watch Valley i La Chaux-de-Fonds i Schweiz.
Se også: Breitling forsøger sig med et smartwatch
Vil ikke genopfinde styresystemet
LVMH-direktør, Jean-Claude Biver, forklarer til BBC hvordan partnerskabet blev til: ”Der er to styresystemer der fører: Apple iOS og Android Wear, det giver ikke mening at genopfinde et nyt til vores produkter. […] Det er absurd, ja nærmest arrogant, at tro at vi kan udvikle et nyt. Resultatet ville blive en katastrofe”.
Jean-Claude Biver fejer desuden Apple af vejen som samarbejdspartner: ’Vi kunne alliere os med Apple på sigt. Men hvorfor alliere sig med Apple, som selv fremstiller smart-ure? Google bygger ikke smartwatches, så vi vil supplere hinanden’
Selskabet melder ikke noget om hvornår smart-uret vil offentliggøres. Spørgsmålet bliver derfor hvorvidt den næste James Bond vil foretrække at hviske ’OK Google, find me a martini’, eller i stedet spørge Siri om den korteste smutvej til MI6-kontoret.