TDC Hotspot i toget – Er det overhovedet noget værd?
Det er sjældendt DSB får positive ord med på vejen, og det har bestemt heller ikke været tilfældet, når emnet er faldet på den trådløse internetforbindelse i togene, der tidligere har været omtalt i meget negative vendinger.
Hvordan står det til med den trådløse forbindelse i togene i dag? Har det overhovedet en fremtid i en verden, hvor flere og flere smartphones får 4G og mange gigabyte på abonnementet?
Læs også: iPad-app stoppede S-togstrafikken
På en kold og regnvåd decemberdag skulle jeg til møde i Århus. Jeg bestilte togbillet og tog computeren med under armen.
Det var længe siden jeg havde taget toget og vidste kun, at der tidligere havde været stor kritik af muligheden for at få internetforbindelse i toget.

Det kræver lidt at logge på
Man logger ikke bare lige på og surfer derudaf. Hvis man ikke har været på før, kan man købe adgang i 7 timer for 29 kroner via en SMS, eller logge ind med en DSB Plus konto. Det er gratis at oprette en Plus konto, der knytter sig til DSB´s fordelsprogram.
Forbindelsen oprettes via WiFi med TDC Hotspot.
Jeg havde for lang tid siden oprettet en DSB Plus konto, og kunne derfor hurtigt logge ind med telefonnummer og adgangskode. Internettet kørte hurtigere og mere smidigt end forventet på turen omkring København, så jeg besluttede at teste forbindelsen med Speedtest.net
Læs også: Forstærk mobilsignalet med dette vindue
Resultater over det meste af Sjælland var en omkring 5 Mbps upload og 7 Mbps download – Jeg var positivt overrasket, og besluttede at teste forbindelsen jævnligt på resten af strækningen.
De positive takter varede dog ikke ved. Da vi nåede tunnelen ved Storebælt gik forbindelsen helt i sort – forståeligt, men efterfølgende var det svært at komme op i tempo igen:
Østfyn: Upload 0,85 Mbps download 1,1 Mbps
Odense: Upload 6,42 Mbps download 1,16 Mbps
Vestfyn: Upload 8,42 Mbps download 1,11 Mbps
Fredericia: Upload 0,92 Mbps download 0, 63 Mbps
Horsens: Upload 1,22 Mbps Download 0,38 Mbps
Århus H.: Upload 7,56 Mbps download 8,07 Mbps
Som det tydeligt ses af de uvidenskabelige målinger, var forbindelsen bedst omkring de større byer.
Selvom forbindelsen i perioder var væsentlig lavere end i starten, havde jeg ingen problemer med at arbejde videre på computeren, hvor jeg arbejdede på dokumenter via et clouddrev og surfede på internettet.
DSB oplyser på deres infoside, at man ikke kan forvente, at benytte internetforbindelsen til download af store filer eller streaming. Nu er mit spørgsmål til dig: Hvordan har du oplevet internetforbindelsen på togstrækninger i Danmark? Har statens tilbud om WiFi overhovedet en fremtid?